Godt nytår

Jeg har næsten klaret det. Næsten overlevet.

Jeg har blæst en boble op, som jeg kunne bo i, mens de andre fejrede jul. Mens de andre sagde Glædelig jul og godt nytår. Jeg har ladet som om, det ikke var jul - bare en aften, hvor vi spiser mad og hygger. Ikke tænkt over det, bare gjort det.

Men af en eller anden grund synes jeg nytåret er værre. Jeg har de sidste par dage været stigende trist, og jeg tror det hænger sammen med, at jeg ikke kan overskue at forlade det år, hvor lille V levede og døde.
For så er det definitivt længe siden. Og jeg vil ikke ha' at det er længe siden. For det er jo lige sket. Min verden er stadig ikke blevet sig selv igen. Alt er rystet ud af form og led. Jeg er ikke mig selv.

I går overvejede jeg seriøst at fejre nytår helt alene. Mig, sofa, sushi, TV.
Så kunne jeg bruge aftenen på at komme overens med det faktum, at jeg skal sige farvel til det gamle og goddag til det nye. Farvel til det år, hvor jeg mødte min lille dreng og voksede en kæmpe kærlighed.
Og goddag til et år, som ingen ved hvad bringer.

Men R vil virkelig gerne have mig med, og jeg synes vel egentlig heller ikke rigtig det er en løsning. Det kan ikke nytte noget. Jeg bliver nødt til at se det i øjnene, som alt det andet jeg har set i øjnene.

Men i aften vil jeg igen blæse en boble op og lade som om det bare er en aften i gode venners lag. Og lukke ørerne, når de andre siger: Godt nytår!

Svigermor

Åh, jeg ville så gerne kunne sige, at jeg er helt ok med Svigermor... men det er jeg vist desværre ikke!

Vi har nu overstået juledagene, både i min og i Rs familie, og alt i alt har det været hyggeligt. Men der er altså et eller andet med Svigermor, som bare ikke fungerer for mig.

Hun har utrolig mange meninger om hvad jeg skal og skal synes. Og det er ikke sådan lige til at sige fra, for hun hører det vist ikke.

Et eksempel:
Vi ser Hit med Sangen med Ørkenens sønner (jow, jow, for det vil Svigermor gerne...) Og hvis der er noget i denne verden jeg hader mest af alt, så er det Hit med Sangen... nårh nej, der er noget jeg hader mere - og det er Ørkenens sønner.
Nuvel, jeg kan da godt overleve en times dans og musik på bedste vi-er-så-fjollede-og-sjofle-selvom-vi-er-voksne-måde.

Problemet er her:
Svigermor: Er de ikke bare fantastiske?
Mig: Tja, det er nok ikke lige min kop the
Svigermor: Jamen, prøv lige at se, han er da sød (Om Niels Olsen, argh!)
Mig: Det er ikke noget for mig
Svigermor: Jamen, han er da sød
Mig: (Tavs)
Svigermor: Synes du ikke?
Mig: Nja...
Svigermor: Synes du ikke?
Mig: (Tavs)
Svigermor: SYNES DU IKKE?
Mig: (tænker: på hvor mange måder skal jeg lige sige, at jeg ikke bryder mig om det før hun fatter budskabet?!) Nej, jeg kan ikke lide ham
Svigermor: Ahmen, de er altså dygtige, synes du ikke?
Mig: jo, de er da dygtige, men...
Svigermor: Og søde, synes du ikke
Mig: (Indre suk)

Det lyder måske ikke så slemt, men efter en halv dag sammen, er jeg simpelthen ved at brænde mentalt ned over hele tiden at skulle have af vide, hvad jeg skal synes om ting og sager. Så lad mig dog være i fred!

Min svigerfamilie er meget materialistiske, hvis du spørger mig. De bruger 2/3 af samtalen på at snakke om indkøb, udsalg og penge de har sparet. Og det interesserer mig ikke.
Jeg har altid haft det sådan med penge, at jeg ikke gider gå op i hvor mange jeg har, bare jeg har nok til at kunne gøre de ting, jeg gerne vil...
I Rs familie er det en klar værdi at have penge og at spare på dem. Og jeg er så uendeligt ligeglad med, hvor meget de har sparet på det ene og det andet.
Men samtalen om sparede penge går over samme skabelon som den ovenover:
Jamen, det er da mange penge at spare, synes du ikke?

Jeg fik bare nok med 3 dage sammen med Svigermor. Tror egentlig godt hun fornemmede, at jeg var lidt irriteret. Og tror også hun blev irriteret.

Men jeg er altså 31 år, og jeg kan godt selv finde ud af hvad jeg synes og hvad jeg har lyst til!

Frygter lidt hvordan det hele bliver, når vi engang (forhåbentligt) får børn sammen. Mon ikke Svigermor også har en mening om det?!

I virkeligheden bunder vores små-konflikter i, at hun er svært glad for sin søn (som jo er enebarn) og ikke rigtig kan komme over, at han hellere vil være sammen med mig end med hende.
Vi snakkede om vores tur til Barcelona i julen:
Svigermor siger: Jeg kunne jo også tage med på sådan en tur...
Mig og R: Tjø, tja, na...
Svigermor: Nej, det vil jeg heller ikke, så skal jeg bare gå dér og være misundelig
Mig: Misundelig?
Svigermor: Ja, på dig og R
Mig: Hvis nu du bare er hans mor, så er jeg hans kæreste, og så behøver vi vist ikke slås om det!

Som sagt, hun er også irriteret på mig. Hun ville ønske, jeg var husmor-typen, som gik op i hvordan skjorter bliver strøget og hvor rent der er. Hun ville ønske, jeg syntes, at mærketøj købt til 70% var det fedeste i verden og at jeg ville få mig et forbrugsforeningskort, som jo er sååå smart...
Og jeg bliver aldrig sådan. Var nødt til at sige det direkte til hende, men hun helmer ikke. Kører bare på. Håber vel jeg bliver "voksen".

Ah, nu fik jeg lidt afløb.
Jeg synes det er rigtig svært at snakke med R om det. For nok er han enig med mig på mange punkter, men ve den, der kritiserer hans familie...!

Gode råd modtages med kyshånd...

Det er åbenbart blevet helt legalt for folk jeg møder at spørge om vi snart skal have én mere. Folk spørger af nysgerrighed og fordi de har en forventning om og et håb om, at jeg er kommet videre, og videre må da betyde ny baby.

Senest blev det tydeligt for mig til julefrokosten på arbejdet. Jeg kunne ikke bevæge mig rundt og snakke med forskellige uden at spørgsmålet blev stillet med mere eller mindre konduite. Nogle ved godt, at man kun spørger i al fortrolighed og fordi vi jo er ååååh så tætte - andre spørger som en helt naturlig ting midt i samtaler om juleferie og arbejdsmiljø.

Det kulminerede til julefrokosten, da min gode (men ikke tætte) kollega sagde: Tillykke med graviditeten! Jeg blev helt paf og spurgte ham, om det var fordi jeg lignede én, der var gravid. Nej, nej, han havde bare lagt mærke til, at jeg havde drukket et glas vand?!
(Note to myself: hvis du drikker andet end alkohol til fester, tror folk at du er gravid...)
Måtte jo så gøre ham opmærksom på øllen i min hånd, og at jeg altså ikke er gravid. Han undskyldte, jeg forsøgte at smile påtaget.

Men jeg blev faktisk rigtig ked af det - var nok både lidt fuld og var ved at have fået nok af folks nysgerrighed. Lavede en dramatisk scene og gik hjem i tårer.
Hvad sker der for folk?! Prøv lige at tænke selv.
For det første: hvis jeg nu havde været gravid, havde der nok været en grund til, at jeg ikke havde sagt noget og nej, det er ikke sjovt, at du har gættet det.
For det andet: du skal fandme være sikker før du siger tillykke med graviditeten til én, som fornyligt har mistet et barn!

I går var jeg på café med nogle veninder. Fortalte om episoden og snakkede i lang tid om, hvor svært det er for mig, at folk forventer, at jeg gider at snakke om det. Mine veninder var meget forstående - kom med gode forslag til, hvordan jeg kunne undgå det. Da emnet er udtømt, siger min ene veninde: Ja, så skal man jo ikke spørge, men prøver I igen?
Ehmen, det skal bare ikke være nemt. Hvilken del af gider ikke snakke om det forstår du ikke?

Jeg bliver nødt til at gøre noget for at undgå de situationer. Det gør mig simpelthen så ked af det. Har tænkt meget over det de sidste dage, og kan ikke komme på andet end at jeg må være ærlig. Ødelægge den gode stemning. Sætte folk i forlegenhed.

Jeg har altid været hyper-sensitiv overfor pinlige, akavede stemninger, og jeg er en mester i at glatte ud, snakke åbent, gøre det behageligt. Men jeg bliver vist nødt til at tænke på mig selv først og fremmest. Forhåbentlig kan det spredes lidt på rygte-børsen, så jeg ikke selv behøver sige fra alt for mange gange.

Nogle gode forslag til formuleringer?

Jeg tænkte selv noget i retning af:
- ved du hvad, for at være ærlig, så har jeg ikke lyst til at snakke om det
- jeg kan godt forstå, at folk spørger, men jeg har ikke lyst til at snakke om det
- nu er det ikke for at være uhøflig, men jeg bliver ofte spurgt, og jeg har ikke lyst til at snakke om det

Eneste lille frygt er, at jeg har svært ved at sige sådan uden at begynde at tude.
Damn you tårekanaler!

De næste uger står det mest på familie, og de ved jo nok, hvordan tilstanden er her på basen... så slipper jeg lidt.

Men når jeg skal se hverdagen i øjnene igen, tror jeg, at jeg er nødt til at lade det rygtes, at jeg ikke er ok med, at folk spørger.

Freaudian slip

Ok, hvad sker der liiiige for mig?!

Da jeg vågnede kl. 07.37 havde jeg sådan en underlig fornemmelse af, at jeg allerede havde været oppe én gang før og.... og så kom jeg i tanke om det og smuttede ud på badeværelset. Og ganske rigtigt:

Kl. 04.54 har S her været oppe, lavet en ægløsningstest, konstateret at den stadig er negativ og gået i seng igen. WTF?! Freudian slip eller noget lignende?

Jow jow, jeg kan jo godt prøve at bilde mig selv og alle jer andre ind, at jeg ikke er optaget af baby-making. Men mit under-jeg har vist ikke fattet budskabet...

All-in for livet...

Sådan her gad jeg bare så godt ha' det:

http://mandenogkonen.blogspot.com/2011/12/at-leve-med-dden.html

Jeg kan ikke finde ud af det der fancy-pancy noget med citater fra andre blogs, så pardon mit hyperlink.

Men hvis jeg selv skulle vælge, hvordan jeg ville leve med døden, så ville det bliver ca. sådan der. All-in for livet!

Goddag sorg!

Det lykkes faktisk meget godt, det der med at give sorgen konkurrence. Og faktisk går det også meget godt, det der med at give andet plads.

Nu er problemet så bare, at jeg holder sorgen fuldstændig fra livet. Jeg har i et par uger fokuseret på alt andet i mit liv, dyrket arbejde, dyrket venner, dyrket motion, dyrket sex (og vel og mærke ikke med project-baby-making for øje...) Jeg har kæmpet mig igennem ved at fylde al tiden ud med andet end tanker og computer. Og der har ikke været plads til at stoppe op og tænke, for sæt nu hvis det betyder, at jeg igen ender i tårer.

Anyway, jeg ved ikke om det egentlig er et problem. Jeg har bare brug for en pause.

Dengang for 7 måneder siden (faktisk præcis i dag, tillykke lille V) fattede jeg slet ikke omfanget af, hvad jeg havde mistet. Selvom man kan sige, at jeg 'kun' har mistet én ting, kunne jeg slet ikke begribe omfanget og erkendelsen af tabet kom langsomt og i etaper.

Nu er jeg begyndt at gå i ring i sorgen. Den er ikke ny og sønderrivende hver dag længere, men mere velkendt og en grundtone i mit liv.

Ikke at det har fundet en plads i mit liv endnu - det har det ikke. Men jeg vågner ikke længere hver morgen og bliver chokeret, når jeg kommer i tanke om, hvad der er sket. Jeg vågner og siger goddag til den velkendte følelse af stolthed blandet med ubegribelig sorg.

Sådan en lørdag aften som denne, er det nu alligevel svært at ryste billederne af sig.

Jeg vil altid elske billedet af min lille dreng, der holder sin store, stærke far i hånden.

At kaste op på en Hay-pude...

...og andre tanker her i bagslippen på årets første julefrokost.

For filleren, lærer jeg det aldrig?! Man skulle ikke tro det, men nok ligner jeg én på 31 somre, men jeg drikker stadig som om jeg var 15.

Dengang, da jeg faktisk var 15, drak jeg ikke. I min familie var fester bandlyst - dans blev betragtet som stående samleje og alkohol blot en af livets simple glæder og ikke noget vi fromme mennesker beskæftigede os med.

Det er en længere historie, men efter mit opgør med min missionske baggrund, kastede jeg mig for alvor ud i livets glæder. Og i en alder af 24 skulle jeg så til at prøve grænser af - du ved, gå med fyre og den slags. Og jeg har vist stadig ikke lært, hvornår nok er nok, og hvornår man skal lade hvidvinsglasset stå og i stedet tage et glas vand.

Det bøder jeg så for i dag. Inklusive noget med en Hay-pude i et soveværelse i en forstad til Kbh.

P.S.
Da jeg skrev, at jeg meget snart ville lave et indlæg om andet end sorg og weltschmertz, var det altså ikke lige det her, jeg havde i tankerne. Sorry!

At leve for de levende...

Det er sgu benhårdt at være mor til et dødt spædbarn.
Da vi i sin tid (for 5 måneder siden, wow, hvor tiden går) var til samtale på Neonatal, sagde sygeplejersken (i forbindelse med, at jeg allerede var godt i gang med at stresse over næste graviditet): Nu skal du huske at være mor for lille V - det er krævende!
Dengang tænkte jeg bare, at jeg godt kunne kapere begge dele, og at jeg bare ville være gravid igen som i NU!

Men siden er jeg blevet klar over hvor rigtigt det er: det er krævende for krop og sjæl.

Efter aborten i sidste uge har jeg igen rykket mig. Det er gået op for mig, at sorgen har boet i mig så længe nu, at jeg nærmest er afhængig af den. Den er en konkurrent til alt muligt andet i mit liv. Alt det, som er det gode og værdifulde. Og jeg har 100 % givet den lov til at fylde. I starten kæmpede jeg imod, jow jow, men det var jo dengang, hvor jeg egentlig slet ikke havde fattet, hvad der var sket.
Sidenhen gav jeg den fuldt spillerum i mit liv. Den har invaderet mig og er blevet min følgesven. Jeg har været sammen med sorgen i det øjeblik jeg trådte ind ad døren herhjemme, og jeg har ladet sorgen fylde alle samtaler med venner og familie. Sorgen har bestemt, om jeg skulle afsted til fest eller ej, og sorgen har bestemt over mit forhold til R.

De sidste par dage har jeg spekuleret i, om det er på tide at give sorgen lidt modstand. Gå i rette med den. Trænge den væk fra tid til anden. Tvinge mig til at tale om andet og tænke på andet.

R og jeg har brug for at komme videre. Sorgen er en konkurrent til vores forhold, fordi den er så personlig og derfor også ensom. Den er umulig at deles om - og dermed kommer den til at adskille. Nu er det på tide at leve for de levende og ikke for de døde...

Drømmer jeg eller er jeg vågen?

Jeg kan vel ikke udskyde det mere, vel? Det der med at se hverdagen i øjnene igen? Jeg har stadig lyst til at lægge mig under dynen og vente på... ja, vente på hvad? En ny baby? At det er overstået?
Jeg har stadig nogle morgener et splitsekund, hvor jeg tror det hele er et mareridt, som jeg kan vågne op fra. Jeg kan simelthen ikke tro, at det virkelig er sket for mig. Jeg har sovet med min døde baby. Jeg har raset og skreget. Jeg har haft en tidlig abort. Jeg er strandet i baby-land uden en baby, og min eneste vej frem og ud er gennem en rædselsfuld graviditet.

Ja, undskyld mig. Jeg ved godt, at graviditeter helst skal være fulde af glæde og forventninger. Men nu har jeg altså lige prøvet at være gravid i en måneds tid. Og føj for s....! Nu ved jeg hvad der venter mig. Angst, tårer, søvnløse nætter. Endnu et flyttet fokus. Endnu en spillefilm på den indre skærm til at forstyrre hverdagen.

Jeg er vildt ked af at have aborteret - misforstå mig ikke. Men jeg er også lettet. Lettet over at jeg kan udskyde angsten. Lettet over at jeg for en tid har min krop for mig selv. Lettet over at jeg ikke skal ind på det rædselsfulde hospital igen den næste måned.
Og i forhold til at miste sit barn, så er en tidlig abort altså kun en krusning på overfladen. Jeg vil til enhver tid hellere have 10 aborter end at miste et barn, man har kendt og elsket!

Jeg mødte en bekendt i går, og jeg mener virkelig bekendt. Hun var med til begravelsen af lille V, men jeg har nærmest aldrig snakket to ord med hende.
Helt naturlig spørger hun: Hvordan går det så? Og på en eller anden måde bliver jeg bare fuldstændig paf og stum: Hvordan går det så?! Det svarer til at vække et menneske op fra koma og spørge hvordan det går. Jeg aner det sgu da ikke! Hvordan det går?!
Jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at svare: fint tak, og hvad med dig? For det går ikke spor fint. Det går ikke godt. Det går ikke engang efter omstændighederne godt. Hvad skal jeg svare?
Selvsamme person brugte sit næste spørgsmål på at stille sin nysgerrighed: Hvad så, er I i gang med en lillebror eller lillesøster? Say what?! Øh, det rager overhovedet ikke dig, og jeg synes det er mærkeligt, at det er nr 2 spørgsmål du nogensinde stiller mig.
Men jeg er selvfølgelig alt for meget en pleaser til at være ærlig, så det bliver et eller andet nølende svar. Øh, ja, det er lidt hårdt. Ikke lige nu. Men tak fordi du spørger.
Bla, bla, bla.


I morgen brager hverdagen i videre. Vi skal se hinanden i øjnene. For nogle måneder siden erklærede jeg mig modig nok til også at leve i morgen. Jeg ved snart ikke længere... Men indtil videre står jeg op, går i bad og cykler på arbejde. Så må vi se...


P.S.
Jeg har længe gået og tænkt på at skrive et indlæg, som handlede om noget andet end sorg og weltschmertz. For mit liv er jo også andet og jeg er også andet.
Det bliver ikke i denne omgang, men jeg arbejder på det. Indtil da: hatten af for, at du stadig læser med!

Abort...

Suk.

To streger blev til glæde.

Glæde blev til angst.

Angsten har sluppet og tårerne taget over.

Dem kender jeg.

Suk.

Oh angst...

Jeg nåede lige at tro på det... så kom jeg til endnu en scanning, hvor det var svært at se hjertet, og nu har jeg ærlig talt afskrevet fostret. Alle symptomer er forsvundet og jeg bløder (en lille bitte smule). Ingen af delene er i sig selv nok til at være sikker på, at der ikke er liv i maven, men tilsammen føler jeg bare, det er helt usandsynligt, at der skulle være et sundt hjerte i det foster.

Og jeg er så ked af det. Ved slet ikke lige hvordan jeg skal være i det. Har været stærk hele dagen og skal også være stærk i aften, men føler jeg er ved at springe i tusinde stykker.

Vi skal til scanning igen tirsdag, og det må så blive den dag, vi tager stilling til, hvad der skal ske.

Det blev meget faktuelt, det her indlæg. Jeg magter slet ikke at gå ind i følelserne, for så bryder det hele sammen.

Rutsjebaner...

Det er noget af en rutsjebane, det der med at være gravid. I hvert fald indtil videre... og man må sige, at der er rimelig lidt down og rimelig meget to go endnu.

Var ved Den Søde Fødselslæge i onsdags. Og sød som hun er, starter hun med at bede mig om at strippe, så vi kan se til den lille spunk i maven.

Desværre var der intet hjerte at se. Jeg forsøgte at skjule det bag et høfligheds-smil, men jeg blev altså noget så forskrækket og ked af det. Kunne det lille hjerte ikke bare banke, så jeg kunne tro lidt på livet igen?

Nå, men Den Søde Fødselslæge gjorde alt hvad hun kunne for at forsikre mig om, at det er for tidligt til, at en scanning med garanti vil vise hjerteaktivitet og at alt ellers så fint ud. Rette størrelse og sårn... Og Den Søde Fødselslæge kunne helt sikkert spore min bævrende underkæbe under smilet, men måtte sende mig hjem med et: Du må komme igen om en uge - så skal vi nok se hjertet.

Jeg gik lidt ned på det. Mine symptomer forsvandt fra det ene øjeblik til det andet, og jeg fik den der typisk-mit-held-følelse. Selvfølgelig er der ikke liv i den lille spire, så heldig har jeg ikke lov at være.

Sådan gik onsdag. Torsdag tog jeg en reparationsdag hjemme, og selvom den (endnu en gang) var behæftet med utrolig dårlig samvittighed, er det nok det bedste jeg har gjort længe. For i løbet af torsdagen fik jeg sådan en underlig ro i kroppen:

Jeg VIL tro på den spire, indtil nogen fortæller mig noget andet. Det er ikke fair, at jeg nærmest har opgivet den på forhånd. Og jeg TROR faktisk jeg er gravid. Jeg føler mig gravid, jeg føler der er liv i spiren. Og jeg kan ovenikøbet mærke, at jeg er glad for, at den lille spire er i min mave. Glad!? WTF?! Jeg har ikke været glad i flere uger.

Så næe nej om en dum scanning skal have lov til at ødelægge det. Jeg vil tro det bedste, indtil det modsatte er bevist.

I dag er det lørdag, og denne lørdag er helt rigtigt smækket sammen: Mads og Monopolet i radioen, en tur på graven, på biblioteket og hente en bog, som jeg har ventet på VIRKELIG længe (nu må vi se om jeg så kan koncentrere mig om den...), nye senge og en kæreste, hvis aktivitetsniveau er steget tusind grader efter han har set de to streger. Senere lidt veninde-hygge med min nyligt udsprungne lesbo-veninde.

Jo, livet er vel egentlig ok på sådan en onsdag i november.

P.S. Man er lidt selv ude om det, når man køber nye senge i november. I forvejen er jeg ved at gå i ét med min dyne, fordi jeg er så træt, og nu er der endda en luksus-elevations-seng til at lokke mig ind i soveværelset... Måske den nye bog og sengen er et par meant to be?

Den sørgende kvinde

For små 6 måneder siden var jeg desperat over at finde mig selv fanget i en kæmpe livskrise. Jeg nægtede at være 'den sørgende kvinde'. Jeg nægtede at mit liv skulle blive så alvorligt og trist, og jeg nægtede endnu engang at finde mig selv i en tilstand af manglende overskud og i undtagelse. Jeg kæmpede så hårdt imod det, at jeg tror folk undrede sig over, at jeg ikke var mere ked af det. Fx var begravelsen faktisk en god dag uden en overvældende mængde tårer. Jeg ville ikke være i sorg. Jeg ville være mig selv, for jeg var jo lige kommet så godt i havn som mig.

Nu, ca. et halvt år efter er jeg desperat over at mærke, at livet går videre. Jeg kan ikke bære, at livet kræver af mig, at jeg skal komme ud af min undtagelsestilstand og tilbage til noget normalt. Jeg føler mig stadig i sorg og jeg føler stadig det hele er en undtagelse. For der er jo ikke noget, der bliver normalt nogensinde igen. 'Normal' betyder jo, at jeg har været gravid og født en lille dreng. Og 'normalt' dør små børn altså ikke. Så hvordan kan nogen tro, at jeg bliver 'normal' igen?

Åh, jeg ved det godt. Der er jo ingen, der har rottet sig sammen mod mig og bevidst forsøger at tvinge mig ud i noget, jeg ikke vil. Livet er jo ikke som sådan fyldt med intentioner, men snarere noget, der triller lige så langsomt afsted uden at nogen egentlig har bestemt destinationen eller landskabet undervejs. Man må bare hægte sig på og æde hvadend der kommer.

Jeg føler mig alene med det. R er forlængst rejst videre herfra. Jo, jo, han er da også ked af det, men det fylder ikke det hele for ham, som det gør for mig. Og han kan også ind i mellem få mig til at føle, at nu burde jeg da snart være ovre den krise.

Jeg bliver nødt til at trykke sorgen så dybt ind i brystet, at jeg kan klare at leve et nogenlunde normalt liv på ydersiden. Så må sorgen skubbes til side og vente på sin tur. Og det gør ondt, for det er jo min lille dreng jeg sørger over. Og han burde jo blive båret i mine arme, helt ude i den virkelige verden, og ikke trykkes ind i sjælen og gemmes væk.

Dage som denne har jeg mest lyst til at skrive hans navn i min pande, så alle omkring mig er tvunget til først og fremmest at spørge til ham. Det er skørt, jeg ved det, men jeg er ikke klar til at være andet end 'den sørgende kvinde'.

6 måneder

Kæreste lille V

Så rundede vi 6 måneder. For 6 måneder siden lå jeg i en seng på Rigshospitalet og fattede vist knapt hvad der var sket. Jeg husker så tydeligt din stolte far, som kom op til mig fra Neonatal og fortalte om den mest perfekte, fantastiske lille dreng, der lå i sin kuvøse et par etager under.

Og på en eller anden mærkelig måde fornemmede jeg, at noget var kommet til, som jeg ikke kunne tåle at miste. Det var ikke en bevidst følelse eller en bevidst kærlighed. For jeg var knap nok klar til at blive mor og havde det rent ud sagt elendigt. Men jeg vidste alligevel instinktivt, at noget skrøbeligt og fint var blevet til, og jeg ville ikke og kunne ikke miste det igen.

Dit 5 dage lange liv betyder alverden for mig. Jeg blev mor. R blev far. Du var elsket.

Du var så lille og fin, og verden var så brutalt stor. Dine odds var hårde, for hårde. Du havde for meget at kæmpe med og mod.

Jeg ville så gerne have kendt dig bedre. Kendt dit temperament og humør. Mærket dig mere, rørt dig mere, duftet dig mere. Jeg vil altid mangle noget, jeg vil aldrig føle mig hel uden. Jeg fandt en kærlighed, som jeg slet ikke vidste eksisterede, og jeg mangler så meget nogen at give den til.

Du har gjort mit liv rigere. Du har vist mig en kærlighed, jeg ikke kendte. Men du har også gjort mig skrøbeligere og åbnet mit sårbare hjerte, så den bløde del er blottet.

Jeg er ked af at jeg ikke har dig hos mig. Og jeg er ked af at jeg skal leve med det hele mit liv - at du mangler.

Jeg vil gå en tur op til din plet og tænde et lys. Det er en ringe trøst, men dog en trøst. Kærligheden til dig startede som en ubevidst, intuitiv kærlighed. Men den er lige så virkelig nu, som enhver anden følelse i mit bryst.

Din far og jeg elsker dig og vil altid elske dig, lille skat.

Lille storebror

Hvor er det egentlig underligt at tænke på, at når Lille V fylder 1 år i maj, er den lille bebs i maven allerede ældre (og større forhåbentligt) end sin storebror. Ja, tænk lige lidt over den!

Zzzzzz

Ehmen, jeg er så træt. Jeg er så træt, at jeg ikke ved hvordan jeg skal komme igennem dagen. Og det er endda lørdag og alt jeg har på programmet er hjemme-nusse-ting, og alligevel orker jeg ikke.

Én ting er hormoner i kroppen, noget helt andet er november. Og tilsammen har de klistret mine øjenlåg fast forneden, og jeg orker ikke åbne dem. Jeg kan faktisk ikke huske, at jeg var så træt sidst, og da var jeg jo også gravid heromkring... Til gengæld er jeg indtil videre sluppet for kvalme og den slags herligheder.

Og det der med gravid... joh, det er da langsomt begyndt at gå op for mig, at jeg jo nok er gravid, når der er to streger på testen. Og at det så måske betyder, at vi skal have en levende baby denne gang.

Men hold nu kæft hvor jeg bøvler med angsten. De første par uger har jeg slet ikke turdet tro på, at jeg faktisk var gravid. Har bare forsøgt at udskyde tankerne. Faktisk så meget, at jeg ikke rigtig har fortalt det til nogen (på trods af intentioner om det modsatte), og jeg har ikke regnet og gjort ved, som jeg ellers har været god til tidligere.

Men nu er det begyndt at gå op for mig, og jeg kæmper med mantraet: Man kan ikke tage sorgerne på forskud.

Jeg gentager mekanisk: Uanset hvor meget jeg har forsøgt at beskytte mig mod at knytte mig til det lille væsen i maven, og uanset hvor lidt jeg har forsøgt at planlægge ud fra denne graviditet, vil jeg være ubehjælpelig ked af det, hvis noget går galt denne gang. Og så kan jeg jo lige så godt nyde det, ikk?

Men én ting er at gentage det i hovedet, noget andet er virkelig at nyde det. Og det er jeg vist ikke helt kommet til endnu.

Hvis jeg lader mig selv køre ud af sporet, er jeg jo sikker på, at der ikke er noget hjerteblink til skanningen på onsdag. Og i fald der er, vil det sikkert gå galt omkring uge 10 som ved Malene, eller ved Nakkefoldsskanningen i uge 12 eller i uge 13 som ved Kirsten eller... For slet ikke at tale om det risici, som reelt er forhøjede hos mig: hjerteskanningen i uge 15, misdannelsesskanning i uge 20, notch-skanning i uge 23. Hvordan f.... skal jeg komme igennem de 40 uger?!

Jeg nå snakke med hende psykolog-damen om det. Et eller andet bliver jeg nødt til at gøre for at styre den angst. Ellers ender det vist med at hverken mor eller barn overlever.

Indtil videre vil jeg bare sørge for at overleve i dag. Og hvis jeg skal det, så tror jeg nok jeg hopper ind under dynen igen. For jeg er så ubehjælpelig træt!

Støj...

Kender I det, når det larmer så meget, at det opleves som fuldkommen stilhed?

Nogen ville nok kalde det orkanens øje eller stilhed før stormen eller sådan noget. Her hos mig er det som ekstremt støj på linjen, som resulterer i øredøvende stilhed. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal tænke om det hele.

Er det slut? Var det det? Skal jeg nu være glad og komme videre? Jeg er tilbage på arbejde, jeg lever som jeg har levet det meste af de sidste 10 år, jeg er gravid igen. Livet er jo videre. Men jeg har bare lyst til at hamre på stop-knappen og få tiden til at stå stille. For jo mere tid der går, jo længere tid er det siden, at jeg sad med min lille søn, og han stadig var varm og lækker. Og jo mere tid der går, jo mere glemmer jeg hvordan det føltes.

I dag har jeg bare lyst til at lægge mig i fosterstilling og råbe: NEJ, NEJ, NEJ, JEG VIL IKKE! Jeg vil ha' min søn. Som i NU! Han må ikke bare være væk for altid. Jeg vil ha' ham.

Og ligegyldig hvor højt jeg råber i al den døve larm, er der ingen der hører mig.

Jeg er begyndt at strikke.

Jo, jo, strikke skam. Og nu kender du mig jo ikke så godt, men det er bare absolut ikke mig, sådan noget krea-gejl. Bevares, jeg har altid syntes det var fedt, når andre kunne, men jeg er alt for utålmodig til den slags og har alt for meget andet, jeg hellere vil.

Men efter min tragedie i maj har mange af mine 'normale' aktiviteter føltes tomme og ligegyldige, og jeg har fx ikke kunnet koncentrere mig om at læse (som jeg ellers plejer at gøre i metervis).

Og hvor kom det så lige fra, det der med strikkepindene? Hm, tja, jeg ved det vist ikke. Men i hvert fald har jeg fundet ud af, at det jo egentlig ikke handler om at være krea-idiot eller så meget om at producere. Men det handler om processen.

Og jeg har fundet ud af, at jeg tænker u-tro-lig godt, når jeg strikker. Jeg kan sidde i timevis og strikke ret og vrang, mens tankerne går på langfart i alt og ingenting. I det ubetydelige og det livsvæsentlige. Og nogle dage kan jeg have svært ved at lægge det fra mig, for lige dér, i sofaen, med strikkepindene, har jeg ro. Og alle andre steder i mit liv larmer det noget så forfærdeligt.

Nå, men så faldt jeg over denne bog. Og det er bare så PRÆCIS sådan jeg har det.

Det er ikke spor videnskabeligt eller bevist eller noget som helst. Men jeg tror det der strik kan noget, som er godt for sjælen på en helt terapeutisk måde... måske gælder det alt hvad man kan skabe med hænderne og som ikke nødvendigvis sidder i hjernen?

Hvis jeg bliver rigtig modig en dag, lægger jeg billeder ud af mine små-projekter. Men det er jo egentlig ikke resultatet der tæller, men vejen dertil. Og det kan man jo ikke lige affotografere, vel?

Pjæk. Punktum.

Jeg tog jo faktisk på arbejde i mandags, selvom jeg mest af alt havde lyst til at blive hjemme og tage en test hveranden time. Men jeg tog på arbejde. Og det gjorde jeg også tirsdag og onsdag. I dag kunne jeg ikke mere.

Jeg kan simpelthen ikke koncentrere mig om det. Jeg er der fysisk, men i mine tanker er jeg alle andre steder. Jeg glemmer hvad jeg er i gang med, kan ikke følge med i samtaler og glemmer aftaler, møder osv. Det er som om, der bliver afspillet en spillefilm i mit hovede, samtidig med at jeg skal være tilstede i rummet. Og spillefilmen overtager ind imellem fuldstændig, så jeg bliver usammenhængende og fraværende. Jeg kan ikke rigtig bestemme med mig selv, om det er bedst at jeg arbejder på trods af manglende nærvær eller om jeg bare skulle melde mig ud og lægge mig syg.

Og de to streger gør det absolut ikke nemmere. Nu kredser mine tanker om det og alle de modsatrettede følelser. Hvis jeg tænker det helt ud, har jeg egentlig bare lyst til at lægge mig under dynen og først komme frem igen, når babyen skal ud.

Ahr, det er sgu da ikke noget liv, det her. Hvordan i alverden er jeg havnet her?!

Jeg er så træt i krop og sjæl, og magter jo nærmest ikke livet som det er: med arbejde, indkøb, tandlægebesøg, familiebesøg. Alt det som hører til hverdagen. Jeg er træt af ikke at være MIG, og føle at det hele er på vrangen.

Og nu er jeg tilmed bange.

Nå, men pjæk-dagen bliver brugt til at samle lidt sammen på stumperne af mig. Sidde lidt i morgenkåbe med computer og the. Gå en tur på kirkegården. Få ryddet lidt op. Bare være. Det trænger jeg til.

Det skal bare ikke være nemt...

Hm, stadig fuck.

Jeg ved ikke hvad jeg skal tænke om det hele. Men jeg ved, at jeg næsten ikke kan tænke på andet.

Da jeg fik min menstruation i sidste måned, blev jeg jo simpelthen så ubehjælpeligt ked af det, at jeg havde lyst til bare at lægge mig til at rådne op. Og det havde jeg forberedt min krop på igen i denne måned.

Og nu ved jeg ikke engang om jeg er glad?! Hvad f.... er det for noget?!

Men mit humør er i hvert fald væsentligt bedre end det var for en måned siden - det er bare en ny situation, som bringer nogle andre ting med sig.

Jeg er bange - helt vildt bange. For det kan jo sagtens gå galt. Jeg kender nærmest en dårlig graviditetshistorie fra hver en uge i de 40-ugers graviditet. Og her i starten er abortrisikoen jo overhængende stor, så hvordan sikrer man sig mod angsten og sorgen?

I et tidligere indlæg har jeg skrevet noget i retning af: man kan ikke tage sorgerne på forskud, så man kan lige så godt nyde det, mens det går godt og babyen har det godt i maven. Men det er som om kroppen selv styrer den del af det. Kroppen beskytter sig selv, og derfor tror min krop og jeg vist ikke rigtig på, at der faktisk er en lille spire i maven og at det går godt denne gang.

Måske giver det ikke mening, det med kroppen? Men jeg er ikke så glad som jeg troede jeg ville være. Jeg er faktisk bare angst.

To streger...

Fuck.

Pjæk?

Er det egentlig ikke ok at blive hjemme fra arbejde, når man bare slet ikke kan overskue dagen?

Historien lyder sådan her:

For 5 måneder siden fødte jeg (desværre for tidligt) en lille dreng, som havde en hjertefejl. Kombinationen af hjertefejl og for tidlig fødsel gjorde, at han ikke kunne leve. Vi nåede dog at være en lille familie i 5 fantastiske dage! Jeg elsker ham og jeg savner ham hver dag. Jeg savner lugten af ham og følelsen af ham. Jeg savner at se R som fuldblods-far og jeg savner nogen at være mor for. Min kærlighed er hjemløs. Meget mere om den i tidligere indlæg (og formentlig også i kommende).

Men nu er det sådan, at R og jeg er gået i gang med at prøve at lave en baby igen. Dvs. vi har prøvet 2 måneder nu, og tro nu ikke, at vi bare tager det som det kommer. Næe nej, for Stine her er indrettet sådan, at hun absolut ikke kan slappe af omkring det og derfor absolut skal beregne alt muligt lort: ægløsningsdagen, terminsdagen, hvornår menstruationen burde dukke op, hvornår det er tid til nakkefoldsscanning osv. osv. Det KAN ikke lade sig gøre for mig bare at tage det som det kommer. Og det resulterede selvfølgelig i et kæmpe krampe-gråds-anfald i sidste måned, hvor menstruationen rigtignok kom på liiige den dag, jeg havde regnet ud.

Og det var faktisk ikke sjovt. Jeg kæmpede hele dagen med at holde tårer og gråd tilbage. Og knækkede fuldstændig sammen om aftenen hjemme i sofaen. Fik ligesom en tur mere i hele sorg-karusellen. For ikke nok med, at jeg ikke var gravid: jeg kunne heller ikke passe ordentlig på det lille menneske, som jeg elskede over alt på jorden. Jeg havde ham, men han døde fra mig.

Og nu er det så i morgen alle beregninger tyder på, at jeg skal have min menstruation. Og jeg kan bare slet ikke overskue at gå dér på arbejdet og hele tiden spekulere på, om det nu kom. Og hvad nu hvis det kommer lige inden jeg skal undervise og jeg kommer til at græde og sådan?

Jeg er ellers opvokset i en familie, hvor man nærmest skulle have en fod i graven for at få lov til at blive hjemme. Jeg har ind imellem haft min mor mistænkt for, at det mest handlede om, at hun ikke gad bruge en dag hjemme med et sygt barn. Så du kan nok forstå, at samvittigheden nager mig.

Meeen, mon ikke det er ok at smide jeg-har-mistet-en-baby-kortet lige i morgen, og spendere dagen i sofaen med computer, kaffe og strikketøj, og forsøge at holde igen på søgeordene på google, mens tankerne kværner rundt?

Så går jeg i luften på Blogger...

Jeg faldt i blogsuppen for efterhånden 5 måneder siden og har så småt forsøgt mig med en blog på adressen http://blogsuppen.wordpress.com/ (læs gerne her først, hvis du undrer dig over mit alvorlige liv).

Jeg ELSKER andres blogs og føler mig vel ikke tilnærmelsesvis værdig til at befinde mig i midten af alle de fantastiske bloggere, jeg efterhånden er stødt på. Men jeg ELSKER også at skrive og få afløb (kom til at skrive aflad, freudian slip) for livet i kombinationerne af de 29 bogstaver. Så jeg kan vel egentlig være ligeglad med, om det er værd at læse?

Jeg håber dog alligevel, du har lyst til at læse og lytte lidt til mig. Jeg fandt wordpress lidt tungt at arbejde i, så nu forsøger jeg googles version i stedet.