Det er åbenbart blevet helt legalt for folk jeg møder at spørge om vi snart skal have én mere. Folk spørger af nysgerrighed og fordi de har en forventning om og et håb om, at jeg er kommet videre, og videre må da betyde ny baby.
Senest blev det tydeligt for mig til julefrokosten på arbejdet. Jeg kunne ikke bevæge mig rundt og snakke med forskellige uden at spørgsmålet blev stillet med mere eller mindre konduite. Nogle ved godt, at man kun spørger i al fortrolighed og fordi vi jo er ååååh så tætte - andre spørger som en helt naturlig ting midt i samtaler om juleferie og arbejdsmiljø.
Det kulminerede til julefrokosten, da min gode (men ikke tætte) kollega sagde: Tillykke med graviditeten! Jeg blev helt paf og spurgte ham, om det var fordi jeg lignede én, der var gravid. Nej, nej, han havde bare lagt mærke til, at jeg havde drukket et glas vand?!
(Note to myself: hvis du drikker andet end alkohol til fester, tror folk at du er gravid...)
Måtte jo så gøre ham opmærksom på øllen i min hånd, og at jeg altså ikke er gravid. Han undskyldte, jeg forsøgte at smile påtaget.
Men jeg blev faktisk rigtig ked af det - var nok både lidt fuld og var ved at have fået nok af folks nysgerrighed. Lavede en dramatisk scene og gik hjem i tårer.
Hvad sker der for folk?! Prøv lige at tænke selv.
For det første: hvis jeg nu havde været gravid, havde der nok været en grund til, at jeg ikke havde sagt noget og nej, det er ikke sjovt, at du har gættet det.
For det andet: du skal fandme være sikker før du siger tillykke med graviditeten til én, som fornyligt har mistet et barn!
I går var jeg på café med nogle veninder. Fortalte om episoden og snakkede i lang tid om, hvor svært det er for mig, at folk forventer, at jeg gider at snakke om det. Mine veninder var meget forstående - kom med gode forslag til, hvordan jeg kunne undgå det. Da emnet er udtømt, siger min ene veninde: Ja, så skal man jo ikke spørge, men prøver I igen?
Ehmen, det skal bare ikke være nemt. Hvilken del af gider ikke snakke om det forstår du ikke?
Jeg bliver nødt til at gøre noget for at undgå de situationer. Det gør mig simpelthen så ked af det. Har tænkt meget over det de sidste dage, og kan ikke komme på andet end at jeg må være ærlig. Ødelægge den gode stemning. Sætte folk i forlegenhed.
Jeg har altid været hyper-sensitiv overfor pinlige, akavede stemninger, og jeg er en mester i at glatte ud, snakke åbent, gøre det behageligt. Men jeg bliver vist nødt til at tænke på mig selv først og fremmest. Forhåbentlig kan det spredes lidt på rygte-børsen, så jeg ikke selv behøver sige fra alt for mange gange.
Nogle gode forslag til formuleringer?
Jeg tænkte selv noget i retning af:
- ved du hvad, for at være ærlig, så har jeg ikke lyst til at snakke om det
- jeg kan godt forstå, at folk spørger, men jeg har ikke lyst til at snakke om det
- nu er det ikke for at være uhøflig, men jeg bliver ofte spurgt, og jeg har ikke lyst til at snakke om det
Eneste lille frygt er, at jeg har svært ved at sige sådan uden at begynde at tude.
Damn you tårekanaler!
De næste uger står det mest på familie, og de ved jo nok, hvordan tilstanden er her på basen... så slipper jeg lidt.
Men når jeg skal se hverdagen i øjnene igen, tror jeg, at jeg er nødt til at lade det rygtes, at jeg ikke er ok med, at folk spørger.
Det er heldigvis kun vores aller-aller-nærmeste der har stillet spørgsmålet - og det endda på en måde hvor det var tydeligt at det de gerne ville have afklaret var om vi havde lyst til at dele det eller ej. Men jeg har alligevel tænkt meget over det, for frygter virkelig den dag nogen kommer med spørgsmålet. Jeg tror jeg er kommet frem til en "Det er sødt af dig at spørge, men vi har brug for at holde det lidt for os selv, mig og Manden"
SvarSletMen synes simpelthen det er SÅ ufølsomt at spørge, og det gør altså ikke noget hvis spørgeren går hjem med lidt at tænke over!!
Det er dejligt, at I har mere fintfølende mennesker omkring jer end vi har. Vi må åbenbart signalere, at vi da rigtig gerne vil snakke om graviditeter og kommende børn...
SvarSletJeg har meldt ud på arbejdet, at jeg ikke ønsker at snakke om det, og det tror jeg kan være lidt en lettelse.
Har tænkt meget over det siden, og i virkeligheden er det jo også fordi jeg har et element af Bitre Kone i mig: jeg er jo så sønderrivende misundelig på dem, hvor det bare går glat, og jeg vil jo bare rigtig gerne være gravid og have en baby. Så hele området er så ømt, at jeg ikke kan snakke om det som en ganske almindelig del af konversationen.