Det er sgu benhårdt at være mor til et dødt spædbarn.
Da vi i sin tid (for 5 måneder siden, wow, hvor tiden går) var til samtale på Neonatal, sagde sygeplejersken (i forbindelse med, at jeg allerede var godt i gang med at stresse over næste graviditet): Nu skal du huske at være mor for lille V - det er krævende!
Dengang tænkte jeg bare, at jeg godt kunne kapere begge dele, og at jeg bare ville være gravid igen som i NU!
Men siden er jeg blevet klar over hvor rigtigt det er: det er krævende for krop og sjæl.
Efter aborten i sidste uge har jeg igen rykket mig. Det er gået op for mig, at sorgen har boet i mig så længe nu, at jeg nærmest er afhængig af den. Den er en konkurrent til alt muligt andet i mit liv. Alt det, som er det gode og værdifulde. Og jeg har 100 % givet den lov til at fylde. I starten kæmpede jeg imod, jow jow, men det var jo dengang, hvor jeg egentlig slet ikke havde fattet, hvad der var sket.
Sidenhen gav jeg den fuldt spillerum i mit liv. Den har invaderet mig og er blevet min følgesven. Jeg har været sammen med sorgen i det øjeblik jeg trådte ind ad døren herhjemme, og jeg har ladet sorgen fylde alle samtaler med venner og familie. Sorgen har bestemt, om jeg skulle afsted til fest eller ej, og sorgen har bestemt over mit forhold til R.
De sidste par dage har jeg spekuleret i, om det er på tide at give sorgen lidt modstand. Gå i rette med den. Trænge den væk fra tid til anden. Tvinge mig til at tale om andet og tænke på andet.
R og jeg har brug for at komme videre. Sorgen er en konkurrent til vores forhold, fordi den er så personlig og derfor også ensom. Den er umulig at deles om - og dermed kommer den til at adskille. Nu er det på tide at leve for de levende og ikke for de døde...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar