Den sørgende kvinde

For små 6 måneder siden var jeg desperat over at finde mig selv fanget i en kæmpe livskrise. Jeg nægtede at være 'den sørgende kvinde'. Jeg nægtede at mit liv skulle blive så alvorligt og trist, og jeg nægtede endnu engang at finde mig selv i en tilstand af manglende overskud og i undtagelse. Jeg kæmpede så hårdt imod det, at jeg tror folk undrede sig over, at jeg ikke var mere ked af det. Fx var begravelsen faktisk en god dag uden en overvældende mængde tårer. Jeg ville ikke være i sorg. Jeg ville være mig selv, for jeg var jo lige kommet så godt i havn som mig.

Nu, ca. et halvt år efter er jeg desperat over at mærke, at livet går videre. Jeg kan ikke bære, at livet kræver af mig, at jeg skal komme ud af min undtagelsestilstand og tilbage til noget normalt. Jeg føler mig stadig i sorg og jeg føler stadig det hele er en undtagelse. For der er jo ikke noget, der bliver normalt nogensinde igen. 'Normal' betyder jo, at jeg har været gravid og født en lille dreng. Og 'normalt' dør små børn altså ikke. Så hvordan kan nogen tro, at jeg bliver 'normal' igen?

Åh, jeg ved det godt. Der er jo ingen, der har rottet sig sammen mod mig og bevidst forsøger at tvinge mig ud i noget, jeg ikke vil. Livet er jo ikke som sådan fyldt med intentioner, men snarere noget, der triller lige så langsomt afsted uden at nogen egentlig har bestemt destinationen eller landskabet undervejs. Man må bare hægte sig på og æde hvadend der kommer.

Jeg føler mig alene med det. R er forlængst rejst videre herfra. Jo, jo, han er da også ked af det, men det fylder ikke det hele for ham, som det gør for mig. Og han kan også ind i mellem få mig til at føle, at nu burde jeg da snart være ovre den krise.

Jeg bliver nødt til at trykke sorgen så dybt ind i brystet, at jeg kan klare at leve et nogenlunde normalt liv på ydersiden. Så må sorgen skubbes til side og vente på sin tur. Og det gør ondt, for det er jo min lille dreng jeg sørger over. Og han burde jo blive båret i mine arme, helt ude i den virkelige verden, og ikke trykkes ind i sjælen og gemmes væk.

Dage som denne har jeg mest lyst til at skrive hans navn i min pande, så alle omkring mig er tvunget til først og fremmest at spørge til ham. Det er skørt, jeg ved det, men jeg er ikke klar til at være andet end 'den sørgende kvinde'.