Pjæk?

Er det egentlig ikke ok at blive hjemme fra arbejde, når man bare slet ikke kan overskue dagen?

Historien lyder sådan her:

For 5 måneder siden fødte jeg (desværre for tidligt) en lille dreng, som havde en hjertefejl. Kombinationen af hjertefejl og for tidlig fødsel gjorde, at han ikke kunne leve. Vi nåede dog at være en lille familie i 5 fantastiske dage! Jeg elsker ham og jeg savner ham hver dag. Jeg savner lugten af ham og følelsen af ham. Jeg savner at se R som fuldblods-far og jeg savner nogen at være mor for. Min kærlighed er hjemløs. Meget mere om den i tidligere indlæg (og formentlig også i kommende).

Men nu er det sådan, at R og jeg er gået i gang med at prøve at lave en baby igen. Dvs. vi har prøvet 2 måneder nu, og tro nu ikke, at vi bare tager det som det kommer. Næe nej, for Stine her er indrettet sådan, at hun absolut ikke kan slappe af omkring det og derfor absolut skal beregne alt muligt lort: ægløsningsdagen, terminsdagen, hvornår menstruationen burde dukke op, hvornår det er tid til nakkefoldsscanning osv. osv. Det KAN ikke lade sig gøre for mig bare at tage det som det kommer. Og det resulterede selvfølgelig i et kæmpe krampe-gråds-anfald i sidste måned, hvor menstruationen rigtignok kom på liiige den dag, jeg havde regnet ud.

Og det var faktisk ikke sjovt. Jeg kæmpede hele dagen med at holde tårer og gråd tilbage. Og knækkede fuldstændig sammen om aftenen hjemme i sofaen. Fik ligesom en tur mere i hele sorg-karusellen. For ikke nok med, at jeg ikke var gravid: jeg kunne heller ikke passe ordentlig på det lille menneske, som jeg elskede over alt på jorden. Jeg havde ham, men han døde fra mig.

Og nu er det så i morgen alle beregninger tyder på, at jeg skal have min menstruation. Og jeg kan bare slet ikke overskue at gå dér på arbejdet og hele tiden spekulere på, om det nu kom. Og hvad nu hvis det kommer lige inden jeg skal undervise og jeg kommer til at græde og sådan?

Jeg er ellers opvokset i en familie, hvor man nærmest skulle have en fod i graven for at få lov til at blive hjemme. Jeg har ind imellem haft min mor mistænkt for, at det mest handlede om, at hun ikke gad bruge en dag hjemme med et sygt barn. Så du kan nok forstå, at samvittigheden nager mig.

Meeen, mon ikke det er ok at smide jeg-har-mistet-en-baby-kortet lige i morgen, og spendere dagen i sofaen med computer, kaffe og strikketøj, og forsøge at holde igen på søgeordene på google, mens tankerne kværner rundt?