Træk vejret!

Der har været radiotavshed et stykke tid. Årsag? Tja, jeg har vist bare ikke kunnet overskue at sætte tankerne i logisk rækkefølge.
Succeskriteriet for denne vinter er stadig at trække vejret, når vi kommer til marts. Jeg sætter ikke overliggeren højere end overlevelse. En dag ad gangen.

Og så til de to streger: Jeg har slet ikke rigtig troet på det de første uger. Har bare gået og ventet på, hvornår jeg skulle bløde og det skulle være slut.
En scanning for en uge siden viste et fint lille bankende hjerte. Og jeg har massiv kvalme i døgndrift.

Om spunken stadig har det godt, ved jeg jo ikke. Men kroppen er da i hvert fald gravid. Og så må jeg bare håbe det bedste.

Psykisk har de sidste uger været frygtelige. Kvalme hjælper ikke på at skulle overskue et temmelig angstfyldt projekt. Og det hjælper heller ikke stort på at skulle overskue hverdagen. Jeg synes faktisk det er temmelig uoverskueligt at skulle have en baby. Så selvom jeg selvfølgelig bare ønsker at få det lille levende barn, så er det også ambivalent.

De sidste par dage har jeg dog været en lille smule mere mig selv. Har stadig den frygtelige kvalme, men nu håber, håber, håber jeg bare, at den lille kan leve.
Jeg skylder jo også dette lille liv at tro lidt på det. Og glæde mig.

Jeg fortalte det til et par veninder i går. Og de blev helt vildt glade. Tårer i øjnene og sådan. Og jeg fik bare sådan lyst til at sige: den eneste grund til, at I bliver så glade er, at jeg har et dødt barn. Og det hjælper faktisk ikke på savnet at være gravid igen. Jeg er stadig pisse ked af at jeg ikke har min dreng. Og jeg er rigtig ked af at han ikke får lov til at opleve at blive storebror.
Jeg tror jeg får det ret svært i denne graviditet i forhold til omgivelsernes reaktioner. Udviser de glæde, får jeg brug for at tage forbehold i forhold til lille V. Og forsøger de at berolige mig, bliver jeg nødt til at insistere på angsten.

Det var tankerne her på kanten af en ny uge. Jeg savner min lille dreng. Punktum.

At være mor uden sit barn...

I guder, januar er ikke min ven.

Der er mørkt morgen, middag, aften og der er mørkt i sindet. Jeg skal ikke belemre jer med et alen-langt jamre-indlæg - det gør vist hverken jer eller mig i bedre humør - men januar er altså ikke min kop the. Og slet ikke i år.

Lige for tiden synes jeg det er dybt uretfærdigt, at min dreng ikke har lov til at være her ligesom alle andres børn. Ja, jeg ved godt, han er død, jeg er ikke gået totalt wacko. Men han har jo været her, og han er her stadig for mig.

Jeg savner, at han får lov til at fylde ude i virkeligheden og ikke kun i mit sind. Jeg savner at få lov til at snakke om ham uden den øredøvende stilhed og de akavede sekunder før nogen tør sige noget andet. Jeg savner at kunne bringe ham op lige så tit som andre mødre bringer deres børn frem.

Og jeg er ikke let at være sammen med. Jeg reagerer, når andre snakker om børn. Får sådan en lyst til at sige:"...men dit barn lever!" når andre brokker sig over manglende søvn, amme-problemer og den slags. Nøjes ofte med bare at læne mig tilbage og tænke mit. Siger ingenting. For hvad skal jeg sige? Jeg skal hver eneste dag i det her f.... liv leve med, at jeg ikke har mit barn. Andre skal hver eneste dag leve med deres. Og ja, det kan da uden tvivl være hårdt. Men perspektivet er bare så ulige.

Jeg havde et rigtig hyggeligt gensyn med en veninde i dag, som jeg ellers ikke rigtig har kunnet rumme de sidste 8 måneder. Lang historie kort, så er hun ofte tilbøjelig til at tale om sig selv og ikke så tilbøjelig til at lytte. Det er en længere historie, men faktisk var det rigtig hyggeligt. Endte med at blive 3 timers kaffe-hygge med snak om både lille V, parforhold, svigermekanik og andre essentielle ting. Tog glad derfra.

Da jeg så kom hjem havde hun sendt en invitation ud til vores fælles venindeflok. Ordlyden var noget i retning af: I bliver hermed inviteret til fødselsdag (på en hverdag om formiddagen) for alle jer hjemmegående. Jeg har alligevel ikke plads til alle, så nu bliver der en naturlig selektion. Og babyer er selvfølgelig velkomne.

Øh ok, men jeg er hverken hjemmegående, har fri en hverdag eller har en baby, så jeg er vist ikke lige berettiget til at komme til den fødselsdag. Mærkeligt at modtage efter vi i flere timer har snakket om det svære i at leve med et dødt spædbarn.

Enten er mine ører skruet usædvanligt på og jeg er hyper-sensitiv. Eller også er det lidt ubetænksomt skrevet. Ved det ikke. Sandheden er bare, at lille V er udelukket af livet og jeg er udelukket af gruppen af nybagte mødre. Deal with it!

Blev det alligevel et jamre-indlæg? Sorry, det var ikke intentionen. Men det er meget svært at grave solstråler frem i al dette mørke.

Goddag sorg!

Det lykkes faktisk meget godt, det der med at give sorgen konkurrence. Og faktisk går det også meget godt, det der med at give andet plads.

Nu er problemet så bare, at jeg holder sorgen fuldstændig fra livet. Jeg har i et par uger fokuseret på alt andet i mit liv, dyrket arbejde, dyrket venner, dyrket motion, dyrket sex (og vel og mærke ikke med project-baby-making for øje...) Jeg har kæmpet mig igennem ved at fylde al tiden ud med andet end tanker og computer. Og der har ikke været plads til at stoppe op og tænke, for sæt nu hvis det betyder, at jeg igen ender i tårer.

Anyway, jeg ved ikke om det egentlig er et problem. Jeg har bare brug for en pause.

Dengang for 7 måneder siden (faktisk præcis i dag, tillykke lille V) fattede jeg slet ikke omfanget af, hvad jeg havde mistet. Selvom man kan sige, at jeg 'kun' har mistet én ting, kunne jeg slet ikke begribe omfanget og erkendelsen af tabet kom langsomt og i etaper.

Nu er jeg begyndt at gå i ring i sorgen. Den er ikke ny og sønderrivende hver dag længere, men mere velkendt og en grundtone i mit liv.

Ikke at det har fundet en plads i mit liv endnu - det har det ikke. Men jeg vågner ikke længere hver morgen og bliver chokeret, når jeg kommer i tanke om, hvad der er sket. Jeg vågner og siger goddag til den velkendte følelse af stolthed blandet med ubegribelig sorg.

Sådan en lørdag aften som denne, er det nu alligevel svært at ryste billederne af sig.

Jeg vil altid elske billedet af min lille dreng, der holder sin store, stærke far i hånden.

Den sørgende kvinde

For små 6 måneder siden var jeg desperat over at finde mig selv fanget i en kæmpe livskrise. Jeg nægtede at være 'den sørgende kvinde'. Jeg nægtede at mit liv skulle blive så alvorligt og trist, og jeg nægtede endnu engang at finde mig selv i en tilstand af manglende overskud og i undtagelse. Jeg kæmpede så hårdt imod det, at jeg tror folk undrede sig over, at jeg ikke var mere ked af det. Fx var begravelsen faktisk en god dag uden en overvældende mængde tårer. Jeg ville ikke være i sorg. Jeg ville være mig selv, for jeg var jo lige kommet så godt i havn som mig.

Nu, ca. et halvt år efter er jeg desperat over at mærke, at livet går videre. Jeg kan ikke bære, at livet kræver af mig, at jeg skal komme ud af min undtagelsestilstand og tilbage til noget normalt. Jeg føler mig stadig i sorg og jeg føler stadig det hele er en undtagelse. For der er jo ikke noget, der bliver normalt nogensinde igen. 'Normal' betyder jo, at jeg har været gravid og født en lille dreng. Og 'normalt' dør små børn altså ikke. Så hvordan kan nogen tro, at jeg bliver 'normal' igen?

Åh, jeg ved det godt. Der er jo ingen, der har rottet sig sammen mod mig og bevidst forsøger at tvinge mig ud i noget, jeg ikke vil. Livet er jo ikke som sådan fyldt med intentioner, men snarere noget, der triller lige så langsomt afsted uden at nogen egentlig har bestemt destinationen eller landskabet undervejs. Man må bare hægte sig på og æde hvadend der kommer.

Jeg føler mig alene med det. R er forlængst rejst videre herfra. Jo, jo, han er da også ked af det, men det fylder ikke det hele for ham, som det gør for mig. Og han kan også ind i mellem få mig til at føle, at nu burde jeg da snart være ovre den krise.

Jeg bliver nødt til at trykke sorgen så dybt ind i brystet, at jeg kan klare at leve et nogenlunde normalt liv på ydersiden. Så må sorgen skubbes til side og vente på sin tur. Og det gør ondt, for det er jo min lille dreng jeg sørger over. Og han burde jo blive båret i mine arme, helt ude i den virkelige verden, og ikke trykkes ind i sjælen og gemmes væk.

Dage som denne har jeg mest lyst til at skrive hans navn i min pande, så alle omkring mig er tvunget til først og fremmest at spørge til ham. Det er skørt, jeg ved det, men jeg er ikke klar til at være andet end 'den sørgende kvinde'.

6 måneder

Kæreste lille V

Så rundede vi 6 måneder. For 6 måneder siden lå jeg i en seng på Rigshospitalet og fattede vist knapt hvad der var sket. Jeg husker så tydeligt din stolte far, som kom op til mig fra Neonatal og fortalte om den mest perfekte, fantastiske lille dreng, der lå i sin kuvøse et par etager under.

Og på en eller anden mærkelig måde fornemmede jeg, at noget var kommet til, som jeg ikke kunne tåle at miste. Det var ikke en bevidst følelse eller en bevidst kærlighed. For jeg var knap nok klar til at blive mor og havde det rent ud sagt elendigt. Men jeg vidste alligevel instinktivt, at noget skrøbeligt og fint var blevet til, og jeg ville ikke og kunne ikke miste det igen.

Dit 5 dage lange liv betyder alverden for mig. Jeg blev mor. R blev far. Du var elsket.

Du var så lille og fin, og verden var så brutalt stor. Dine odds var hårde, for hårde. Du havde for meget at kæmpe med og mod.

Jeg ville så gerne have kendt dig bedre. Kendt dit temperament og humør. Mærket dig mere, rørt dig mere, duftet dig mere. Jeg vil altid mangle noget, jeg vil aldrig føle mig hel uden. Jeg fandt en kærlighed, som jeg slet ikke vidste eksisterede, og jeg mangler så meget nogen at give den til.

Du har gjort mit liv rigere. Du har vist mig en kærlighed, jeg ikke kendte. Men du har også gjort mig skrøbeligere og åbnet mit sårbare hjerte, så den bløde del er blottet.

Jeg er ked af at jeg ikke har dig hos mig. Og jeg er ked af at jeg skal leve med det hele mit liv - at du mangler.

Jeg vil gå en tur op til din plet og tænde et lys. Det er en ringe trøst, men dog en trøst. Kærligheden til dig startede som en ubevidst, intuitiv kærlighed. Men den er lige så virkelig nu, som enhver anden følelse i mit bryst.

Din far og jeg elsker dig og vil altid elske dig, lille skat.

Lille storebror

Hvor er det egentlig underligt at tænke på, at når Lille V fylder 1 år i maj, er den lille bebs i maven allerede ældre (og større forhåbentligt) end sin storebror. Ja, tænk lige lidt over den!