Godt nytår

Jeg har næsten klaret det. Næsten overlevet.

Jeg har blæst en boble op, som jeg kunne bo i, mens de andre fejrede jul. Mens de andre sagde Glædelig jul og godt nytår. Jeg har ladet som om, det ikke var jul - bare en aften, hvor vi spiser mad og hygger. Ikke tænkt over det, bare gjort det.

Men af en eller anden grund synes jeg nytåret er værre. Jeg har de sidste par dage været stigende trist, og jeg tror det hænger sammen med, at jeg ikke kan overskue at forlade det år, hvor lille V levede og døde.
For så er det definitivt længe siden. Og jeg vil ikke ha' at det er længe siden. For det er jo lige sket. Min verden er stadig ikke blevet sig selv igen. Alt er rystet ud af form og led. Jeg er ikke mig selv.

I går overvejede jeg seriøst at fejre nytår helt alene. Mig, sofa, sushi, TV.
Så kunne jeg bruge aftenen på at komme overens med det faktum, at jeg skal sige farvel til det gamle og goddag til det nye. Farvel til det år, hvor jeg mødte min lille dreng og voksede en kæmpe kærlighed.
Og goddag til et år, som ingen ved hvad bringer.

Men R vil virkelig gerne have mig med, og jeg synes vel egentlig heller ikke rigtig det er en løsning. Det kan ikke nytte noget. Jeg bliver nødt til at se det i øjnene, som alt det andet jeg har set i øjnene.

Men i aften vil jeg igen blæse en boble op og lade som om det bare er en aften i gode venners lag. Og lukke ørerne, når de andre siger: Godt nytår!

Svigermor

Åh, jeg ville så gerne kunne sige, at jeg er helt ok med Svigermor... men det er jeg vist desværre ikke!

Vi har nu overstået juledagene, både i min og i Rs familie, og alt i alt har det været hyggeligt. Men der er altså et eller andet med Svigermor, som bare ikke fungerer for mig.

Hun har utrolig mange meninger om hvad jeg skal og skal synes. Og det er ikke sådan lige til at sige fra, for hun hører det vist ikke.

Et eksempel:
Vi ser Hit med Sangen med Ørkenens sønner (jow, jow, for det vil Svigermor gerne...) Og hvis der er noget i denne verden jeg hader mest af alt, så er det Hit med Sangen... nårh nej, der er noget jeg hader mere - og det er Ørkenens sønner.
Nuvel, jeg kan da godt overleve en times dans og musik på bedste vi-er-så-fjollede-og-sjofle-selvom-vi-er-voksne-måde.

Problemet er her:
Svigermor: Er de ikke bare fantastiske?
Mig: Tja, det er nok ikke lige min kop the
Svigermor: Jamen, prøv lige at se, han er da sød (Om Niels Olsen, argh!)
Mig: Det er ikke noget for mig
Svigermor: Jamen, han er da sød
Mig: (Tavs)
Svigermor: Synes du ikke?
Mig: Nja...
Svigermor: Synes du ikke?
Mig: (Tavs)
Svigermor: SYNES DU IKKE?
Mig: (tænker: på hvor mange måder skal jeg lige sige, at jeg ikke bryder mig om det før hun fatter budskabet?!) Nej, jeg kan ikke lide ham
Svigermor: Ahmen, de er altså dygtige, synes du ikke?
Mig: jo, de er da dygtige, men...
Svigermor: Og søde, synes du ikke
Mig: (Indre suk)

Det lyder måske ikke så slemt, men efter en halv dag sammen, er jeg simpelthen ved at brænde mentalt ned over hele tiden at skulle have af vide, hvad jeg skal synes om ting og sager. Så lad mig dog være i fred!

Min svigerfamilie er meget materialistiske, hvis du spørger mig. De bruger 2/3 af samtalen på at snakke om indkøb, udsalg og penge de har sparet. Og det interesserer mig ikke.
Jeg har altid haft det sådan med penge, at jeg ikke gider gå op i hvor mange jeg har, bare jeg har nok til at kunne gøre de ting, jeg gerne vil...
I Rs familie er det en klar værdi at have penge og at spare på dem. Og jeg er så uendeligt ligeglad med, hvor meget de har sparet på det ene og det andet.
Men samtalen om sparede penge går over samme skabelon som den ovenover:
Jamen, det er da mange penge at spare, synes du ikke?

Jeg fik bare nok med 3 dage sammen med Svigermor. Tror egentlig godt hun fornemmede, at jeg var lidt irriteret. Og tror også hun blev irriteret.

Men jeg er altså 31 år, og jeg kan godt selv finde ud af hvad jeg synes og hvad jeg har lyst til!

Frygter lidt hvordan det hele bliver, når vi engang (forhåbentligt) får børn sammen. Mon ikke Svigermor også har en mening om det?!

I virkeligheden bunder vores små-konflikter i, at hun er svært glad for sin søn (som jo er enebarn) og ikke rigtig kan komme over, at han hellere vil være sammen med mig end med hende.
Vi snakkede om vores tur til Barcelona i julen:
Svigermor siger: Jeg kunne jo også tage med på sådan en tur...
Mig og R: Tjø, tja, na...
Svigermor: Nej, det vil jeg heller ikke, så skal jeg bare gå dér og være misundelig
Mig: Misundelig?
Svigermor: Ja, på dig og R
Mig: Hvis nu du bare er hans mor, så er jeg hans kæreste, og så behøver vi vist ikke slås om det!

Som sagt, hun er også irriteret på mig. Hun ville ønske, jeg var husmor-typen, som gik op i hvordan skjorter bliver strøget og hvor rent der er. Hun ville ønske, jeg syntes, at mærketøj købt til 70% var det fedeste i verden og at jeg ville få mig et forbrugsforeningskort, som jo er sååå smart...
Og jeg bliver aldrig sådan. Var nødt til at sige det direkte til hende, men hun helmer ikke. Kører bare på. Håber vel jeg bliver "voksen".

Ah, nu fik jeg lidt afløb.
Jeg synes det er rigtig svært at snakke med R om det. For nok er han enig med mig på mange punkter, men ve den, der kritiserer hans familie...!

Gode råd modtages med kyshånd...

Det er åbenbart blevet helt legalt for folk jeg møder at spørge om vi snart skal have én mere. Folk spørger af nysgerrighed og fordi de har en forventning om og et håb om, at jeg er kommet videre, og videre må da betyde ny baby.

Senest blev det tydeligt for mig til julefrokosten på arbejdet. Jeg kunne ikke bevæge mig rundt og snakke med forskellige uden at spørgsmålet blev stillet med mere eller mindre konduite. Nogle ved godt, at man kun spørger i al fortrolighed og fordi vi jo er ååååh så tætte - andre spørger som en helt naturlig ting midt i samtaler om juleferie og arbejdsmiljø.

Det kulminerede til julefrokosten, da min gode (men ikke tætte) kollega sagde: Tillykke med graviditeten! Jeg blev helt paf og spurgte ham, om det var fordi jeg lignede én, der var gravid. Nej, nej, han havde bare lagt mærke til, at jeg havde drukket et glas vand?!
(Note to myself: hvis du drikker andet end alkohol til fester, tror folk at du er gravid...)
Måtte jo så gøre ham opmærksom på øllen i min hånd, og at jeg altså ikke er gravid. Han undskyldte, jeg forsøgte at smile påtaget.

Men jeg blev faktisk rigtig ked af det - var nok både lidt fuld og var ved at have fået nok af folks nysgerrighed. Lavede en dramatisk scene og gik hjem i tårer.
Hvad sker der for folk?! Prøv lige at tænke selv.
For det første: hvis jeg nu havde været gravid, havde der nok været en grund til, at jeg ikke havde sagt noget og nej, det er ikke sjovt, at du har gættet det.
For det andet: du skal fandme være sikker før du siger tillykke med graviditeten til én, som fornyligt har mistet et barn!

I går var jeg på café med nogle veninder. Fortalte om episoden og snakkede i lang tid om, hvor svært det er for mig, at folk forventer, at jeg gider at snakke om det. Mine veninder var meget forstående - kom med gode forslag til, hvordan jeg kunne undgå det. Da emnet er udtømt, siger min ene veninde: Ja, så skal man jo ikke spørge, men prøver I igen?
Ehmen, det skal bare ikke være nemt. Hvilken del af gider ikke snakke om det forstår du ikke?

Jeg bliver nødt til at gøre noget for at undgå de situationer. Det gør mig simpelthen så ked af det. Har tænkt meget over det de sidste dage, og kan ikke komme på andet end at jeg må være ærlig. Ødelægge den gode stemning. Sætte folk i forlegenhed.

Jeg har altid været hyper-sensitiv overfor pinlige, akavede stemninger, og jeg er en mester i at glatte ud, snakke åbent, gøre det behageligt. Men jeg bliver vist nødt til at tænke på mig selv først og fremmest. Forhåbentlig kan det spredes lidt på rygte-børsen, så jeg ikke selv behøver sige fra alt for mange gange.

Nogle gode forslag til formuleringer?

Jeg tænkte selv noget i retning af:
- ved du hvad, for at være ærlig, så har jeg ikke lyst til at snakke om det
- jeg kan godt forstå, at folk spørger, men jeg har ikke lyst til at snakke om det
- nu er det ikke for at være uhøflig, men jeg bliver ofte spurgt, og jeg har ikke lyst til at snakke om det

Eneste lille frygt er, at jeg har svært ved at sige sådan uden at begynde at tude.
Damn you tårekanaler!

De næste uger står det mest på familie, og de ved jo nok, hvordan tilstanden er her på basen... så slipper jeg lidt.

Men når jeg skal se hverdagen i øjnene igen, tror jeg, at jeg er nødt til at lade det rygtes, at jeg ikke er ok med, at folk spørger.

Freaudian slip

Ok, hvad sker der liiiige for mig?!

Da jeg vågnede kl. 07.37 havde jeg sådan en underlig fornemmelse af, at jeg allerede havde været oppe én gang før og.... og så kom jeg i tanke om det og smuttede ud på badeværelset. Og ganske rigtigt:

Kl. 04.54 har S her været oppe, lavet en ægløsningstest, konstateret at den stadig er negativ og gået i seng igen. WTF?! Freudian slip eller noget lignende?

Jow jow, jeg kan jo godt prøve at bilde mig selv og alle jer andre ind, at jeg ikke er optaget af baby-making. Men mit under-jeg har vist ikke fattet budskabet...

All-in for livet...

Sådan her gad jeg bare så godt ha' det:

http://mandenogkonen.blogspot.com/2011/12/at-leve-med-dden.html

Jeg kan ikke finde ud af det der fancy-pancy noget med citater fra andre blogs, så pardon mit hyperlink.

Men hvis jeg selv skulle vælge, hvordan jeg ville leve med døden, så ville det bliver ca. sådan der. All-in for livet!

Goddag sorg!

Det lykkes faktisk meget godt, det der med at give sorgen konkurrence. Og faktisk går det også meget godt, det der med at give andet plads.

Nu er problemet så bare, at jeg holder sorgen fuldstændig fra livet. Jeg har i et par uger fokuseret på alt andet i mit liv, dyrket arbejde, dyrket venner, dyrket motion, dyrket sex (og vel og mærke ikke med project-baby-making for øje...) Jeg har kæmpet mig igennem ved at fylde al tiden ud med andet end tanker og computer. Og der har ikke været plads til at stoppe op og tænke, for sæt nu hvis det betyder, at jeg igen ender i tårer.

Anyway, jeg ved ikke om det egentlig er et problem. Jeg har bare brug for en pause.

Dengang for 7 måneder siden (faktisk præcis i dag, tillykke lille V) fattede jeg slet ikke omfanget af, hvad jeg havde mistet. Selvom man kan sige, at jeg 'kun' har mistet én ting, kunne jeg slet ikke begribe omfanget og erkendelsen af tabet kom langsomt og i etaper.

Nu er jeg begyndt at gå i ring i sorgen. Den er ikke ny og sønderrivende hver dag længere, men mere velkendt og en grundtone i mit liv.

Ikke at det har fundet en plads i mit liv endnu - det har det ikke. Men jeg vågner ikke længere hver morgen og bliver chokeret, når jeg kommer i tanke om, hvad der er sket. Jeg vågner og siger goddag til den velkendte følelse af stolthed blandet med ubegribelig sorg.

Sådan en lørdag aften som denne, er det nu alligevel svært at ryste billederne af sig.

Jeg vil altid elske billedet af min lille dreng, der holder sin store, stærke far i hånden.

At kaste op på en Hay-pude...

...og andre tanker her i bagslippen på årets første julefrokost.

For filleren, lærer jeg det aldrig?! Man skulle ikke tro det, men nok ligner jeg én på 31 somre, men jeg drikker stadig som om jeg var 15.

Dengang, da jeg faktisk var 15, drak jeg ikke. I min familie var fester bandlyst - dans blev betragtet som stående samleje og alkohol blot en af livets simple glæder og ikke noget vi fromme mennesker beskæftigede os med.

Det er en længere historie, men efter mit opgør med min missionske baggrund, kastede jeg mig for alvor ud i livets glæder. Og i en alder af 24 skulle jeg så til at prøve grænser af - du ved, gå med fyre og den slags. Og jeg har vist stadig ikke lært, hvornår nok er nok, og hvornår man skal lade hvidvinsglasset stå og i stedet tage et glas vand.

Det bøder jeg så for i dag. Inklusive noget med en Hay-pude i et soveværelse i en forstad til Kbh.

P.S.
Da jeg skrev, at jeg meget snart ville lave et indlæg om andet end sorg og weltschmertz, var det altså ikke lige det her, jeg havde i tankerne. Sorry!