At være mor uden sit barn...

I guder, januar er ikke min ven.

Der er mørkt morgen, middag, aften og der er mørkt i sindet. Jeg skal ikke belemre jer med et alen-langt jamre-indlæg - det gør vist hverken jer eller mig i bedre humør - men januar er altså ikke min kop the. Og slet ikke i år.

Lige for tiden synes jeg det er dybt uretfærdigt, at min dreng ikke har lov til at være her ligesom alle andres børn. Ja, jeg ved godt, han er død, jeg er ikke gået totalt wacko. Men han har jo været her, og han er her stadig for mig.

Jeg savner, at han får lov til at fylde ude i virkeligheden og ikke kun i mit sind. Jeg savner at få lov til at snakke om ham uden den øredøvende stilhed og de akavede sekunder før nogen tør sige noget andet. Jeg savner at kunne bringe ham op lige så tit som andre mødre bringer deres børn frem.

Og jeg er ikke let at være sammen med. Jeg reagerer, når andre snakker om børn. Får sådan en lyst til at sige:"...men dit barn lever!" når andre brokker sig over manglende søvn, amme-problemer og den slags. Nøjes ofte med bare at læne mig tilbage og tænke mit. Siger ingenting. For hvad skal jeg sige? Jeg skal hver eneste dag i det her f.... liv leve med, at jeg ikke har mit barn. Andre skal hver eneste dag leve med deres. Og ja, det kan da uden tvivl være hårdt. Men perspektivet er bare så ulige.

Jeg havde et rigtig hyggeligt gensyn med en veninde i dag, som jeg ellers ikke rigtig har kunnet rumme de sidste 8 måneder. Lang historie kort, så er hun ofte tilbøjelig til at tale om sig selv og ikke så tilbøjelig til at lytte. Det er en længere historie, men faktisk var det rigtig hyggeligt. Endte med at blive 3 timers kaffe-hygge med snak om både lille V, parforhold, svigermekanik og andre essentielle ting. Tog glad derfra.

Da jeg så kom hjem havde hun sendt en invitation ud til vores fælles venindeflok. Ordlyden var noget i retning af: I bliver hermed inviteret til fødselsdag (på en hverdag om formiddagen) for alle jer hjemmegående. Jeg har alligevel ikke plads til alle, så nu bliver der en naturlig selektion. Og babyer er selvfølgelig velkomne.

Øh ok, men jeg er hverken hjemmegående, har fri en hverdag eller har en baby, så jeg er vist ikke lige berettiget til at komme til den fødselsdag. Mærkeligt at modtage efter vi i flere timer har snakket om det svære i at leve med et dødt spædbarn.

Enten er mine ører skruet usædvanligt på og jeg er hyper-sensitiv. Eller også er det lidt ubetænksomt skrevet. Ved det ikke. Sandheden er bare, at lille V er udelukket af livet og jeg er udelukket af gruppen af nybagte mødre. Deal with it!

Blev det alligevel et jamre-indlæg? Sorry, det var ikke intentionen. Men det er meget svært at grave solstråler frem i al dette mørke.

Gode råd modtages med kyshånd...

Det er åbenbart blevet helt legalt for folk jeg møder at spørge om vi snart skal have én mere. Folk spørger af nysgerrighed og fordi de har en forventning om og et håb om, at jeg er kommet videre, og videre må da betyde ny baby.

Senest blev det tydeligt for mig til julefrokosten på arbejdet. Jeg kunne ikke bevæge mig rundt og snakke med forskellige uden at spørgsmålet blev stillet med mere eller mindre konduite. Nogle ved godt, at man kun spørger i al fortrolighed og fordi vi jo er ååååh så tætte - andre spørger som en helt naturlig ting midt i samtaler om juleferie og arbejdsmiljø.

Det kulminerede til julefrokosten, da min gode (men ikke tætte) kollega sagde: Tillykke med graviditeten! Jeg blev helt paf og spurgte ham, om det var fordi jeg lignede én, der var gravid. Nej, nej, han havde bare lagt mærke til, at jeg havde drukket et glas vand?!
(Note to myself: hvis du drikker andet end alkohol til fester, tror folk at du er gravid...)
Måtte jo så gøre ham opmærksom på øllen i min hånd, og at jeg altså ikke er gravid. Han undskyldte, jeg forsøgte at smile påtaget.

Men jeg blev faktisk rigtig ked af det - var nok både lidt fuld og var ved at have fået nok af folks nysgerrighed. Lavede en dramatisk scene og gik hjem i tårer.
Hvad sker der for folk?! Prøv lige at tænke selv.
For det første: hvis jeg nu havde været gravid, havde der nok været en grund til, at jeg ikke havde sagt noget og nej, det er ikke sjovt, at du har gættet det.
For det andet: du skal fandme være sikker før du siger tillykke med graviditeten til én, som fornyligt har mistet et barn!

I går var jeg på café med nogle veninder. Fortalte om episoden og snakkede i lang tid om, hvor svært det er for mig, at folk forventer, at jeg gider at snakke om det. Mine veninder var meget forstående - kom med gode forslag til, hvordan jeg kunne undgå det. Da emnet er udtømt, siger min ene veninde: Ja, så skal man jo ikke spørge, men prøver I igen?
Ehmen, det skal bare ikke være nemt. Hvilken del af gider ikke snakke om det forstår du ikke?

Jeg bliver nødt til at gøre noget for at undgå de situationer. Det gør mig simpelthen så ked af det. Har tænkt meget over det de sidste dage, og kan ikke komme på andet end at jeg må være ærlig. Ødelægge den gode stemning. Sætte folk i forlegenhed.

Jeg har altid været hyper-sensitiv overfor pinlige, akavede stemninger, og jeg er en mester i at glatte ud, snakke åbent, gøre det behageligt. Men jeg bliver vist nødt til at tænke på mig selv først og fremmest. Forhåbentlig kan det spredes lidt på rygte-børsen, så jeg ikke selv behøver sige fra alt for mange gange.

Nogle gode forslag til formuleringer?

Jeg tænkte selv noget i retning af:
- ved du hvad, for at være ærlig, så har jeg ikke lyst til at snakke om det
- jeg kan godt forstå, at folk spørger, men jeg har ikke lyst til at snakke om det
- nu er det ikke for at være uhøflig, men jeg bliver ofte spurgt, og jeg har ikke lyst til at snakke om det

Eneste lille frygt er, at jeg har svært ved at sige sådan uden at begynde at tude.
Damn you tårekanaler!

De næste uger står det mest på familie, og de ved jo nok, hvordan tilstanden er her på basen... så slipper jeg lidt.

Men når jeg skal se hverdagen i øjnene igen, tror jeg, at jeg er nødt til at lade det rygtes, at jeg ikke er ok med, at folk spørger.

Goddag sorg!

Det lykkes faktisk meget godt, det der med at give sorgen konkurrence. Og faktisk går det også meget godt, det der med at give andet plads.

Nu er problemet så bare, at jeg holder sorgen fuldstændig fra livet. Jeg har i et par uger fokuseret på alt andet i mit liv, dyrket arbejde, dyrket venner, dyrket motion, dyrket sex (og vel og mærke ikke med project-baby-making for øje...) Jeg har kæmpet mig igennem ved at fylde al tiden ud med andet end tanker og computer. Og der har ikke været plads til at stoppe op og tænke, for sæt nu hvis det betyder, at jeg igen ender i tårer.

Anyway, jeg ved ikke om det egentlig er et problem. Jeg har bare brug for en pause.

Dengang for 7 måneder siden (faktisk præcis i dag, tillykke lille V) fattede jeg slet ikke omfanget af, hvad jeg havde mistet. Selvom man kan sige, at jeg 'kun' har mistet én ting, kunne jeg slet ikke begribe omfanget og erkendelsen af tabet kom langsomt og i etaper.

Nu er jeg begyndt at gå i ring i sorgen. Den er ikke ny og sønderrivende hver dag længere, men mere velkendt og en grundtone i mit liv.

Ikke at det har fundet en plads i mit liv endnu - det har det ikke. Men jeg vågner ikke længere hver morgen og bliver chokeret, når jeg kommer i tanke om, hvad der er sket. Jeg vågner og siger goddag til den velkendte følelse af stolthed blandet med ubegribelig sorg.

Sådan en lørdag aften som denne, er det nu alligevel svært at ryste billederne af sig.

Jeg vil altid elske billedet af min lille dreng, der holder sin store, stærke far i hånden.

At leve for de levende...

Det er sgu benhårdt at være mor til et dødt spædbarn.
Da vi i sin tid (for 5 måneder siden, wow, hvor tiden går) var til samtale på Neonatal, sagde sygeplejersken (i forbindelse med, at jeg allerede var godt i gang med at stresse over næste graviditet): Nu skal du huske at være mor for lille V - det er krævende!
Dengang tænkte jeg bare, at jeg godt kunne kapere begge dele, og at jeg bare ville være gravid igen som i NU!

Men siden er jeg blevet klar over hvor rigtigt det er: det er krævende for krop og sjæl.

Efter aborten i sidste uge har jeg igen rykket mig. Det er gået op for mig, at sorgen har boet i mig så længe nu, at jeg nærmest er afhængig af den. Den er en konkurrent til alt muligt andet i mit liv. Alt det, som er det gode og værdifulde. Og jeg har 100 % givet den lov til at fylde. I starten kæmpede jeg imod, jow jow, men det var jo dengang, hvor jeg egentlig slet ikke havde fattet, hvad der var sket.
Sidenhen gav jeg den fuldt spillerum i mit liv. Den har invaderet mig og er blevet min følgesven. Jeg har været sammen med sorgen i det øjeblik jeg trådte ind ad døren herhjemme, og jeg har ladet sorgen fylde alle samtaler med venner og familie. Sorgen har bestemt, om jeg skulle afsted til fest eller ej, og sorgen har bestemt over mit forhold til R.

De sidste par dage har jeg spekuleret i, om det er på tide at give sorgen lidt modstand. Gå i rette med den. Trænge den væk fra tid til anden. Tvinge mig til at tale om andet og tænke på andet.

R og jeg har brug for at komme videre. Sorgen er en konkurrent til vores forhold, fordi den er så personlig og derfor også ensom. Den er umulig at deles om - og dermed kommer den til at adskille. Nu er det på tide at leve for de levende og ikke for de døde...

Drømmer jeg eller er jeg vågen?

Jeg kan vel ikke udskyde det mere, vel? Det der med at se hverdagen i øjnene igen? Jeg har stadig lyst til at lægge mig under dynen og vente på... ja, vente på hvad? En ny baby? At det er overstået?
Jeg har stadig nogle morgener et splitsekund, hvor jeg tror det hele er et mareridt, som jeg kan vågne op fra. Jeg kan simelthen ikke tro, at det virkelig er sket for mig. Jeg har sovet med min døde baby. Jeg har raset og skreget. Jeg har haft en tidlig abort. Jeg er strandet i baby-land uden en baby, og min eneste vej frem og ud er gennem en rædselsfuld graviditet.

Ja, undskyld mig. Jeg ved godt, at graviditeter helst skal være fulde af glæde og forventninger. Men nu har jeg altså lige prøvet at være gravid i en måneds tid. Og føj for s....! Nu ved jeg hvad der venter mig. Angst, tårer, søvnløse nætter. Endnu et flyttet fokus. Endnu en spillefilm på den indre skærm til at forstyrre hverdagen.

Jeg er vildt ked af at have aborteret - misforstå mig ikke. Men jeg er også lettet. Lettet over at jeg kan udskyde angsten. Lettet over at jeg for en tid har min krop for mig selv. Lettet over at jeg ikke skal ind på det rædselsfulde hospital igen den næste måned.
Og i forhold til at miste sit barn, så er en tidlig abort altså kun en krusning på overfladen. Jeg vil til enhver tid hellere have 10 aborter end at miste et barn, man har kendt og elsket!

Jeg mødte en bekendt i går, og jeg mener virkelig bekendt. Hun var med til begravelsen af lille V, men jeg har nærmest aldrig snakket to ord med hende.
Helt naturlig spørger hun: Hvordan går det så? Og på en eller anden måde bliver jeg bare fuldstændig paf og stum: Hvordan går det så?! Det svarer til at vække et menneske op fra koma og spørge hvordan det går. Jeg aner det sgu da ikke! Hvordan det går?!
Jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at svare: fint tak, og hvad med dig? For det går ikke spor fint. Det går ikke godt. Det går ikke engang efter omstændighederne godt. Hvad skal jeg svare?
Selvsamme person brugte sit næste spørgsmål på at stille sin nysgerrighed: Hvad så, er I i gang med en lillebror eller lillesøster? Say what?! Øh, det rager overhovedet ikke dig, og jeg synes det er mærkeligt, at det er nr 2 spørgsmål du nogensinde stiller mig.
Men jeg er selvfølgelig alt for meget en pleaser til at være ærlig, så det bliver et eller andet nølende svar. Øh, ja, det er lidt hårdt. Ikke lige nu. Men tak fordi du spørger.
Bla, bla, bla.


I morgen brager hverdagen i videre. Vi skal se hinanden i øjnene. For nogle måneder siden erklærede jeg mig modig nok til også at leve i morgen. Jeg ved snart ikke længere... Men indtil videre står jeg op, går i bad og cykler på arbejde. Så må vi se...


P.S.
Jeg har længe gået og tænkt på at skrive et indlæg, som handlede om noget andet end sorg og weltschmertz. For mit liv er jo også andet og jeg er også andet.
Det bliver ikke i denne omgang, men jeg arbejder på det. Indtil da: hatten af for, at du stadig læser med!