Det er noget af en rutsjebane, det der med at være gravid. I hvert fald indtil videre... og man må sige, at der er rimelig lidt down og rimelig meget to go endnu.
Var ved Den Søde Fødselslæge i onsdags. Og sød som hun er, starter hun med at bede mig om at strippe, så vi kan se til den lille spunk i maven.
Desværre var der intet hjerte at se. Jeg forsøgte at skjule det bag et høfligheds-smil, men jeg blev altså noget så forskrækket og ked af det. Kunne det lille hjerte ikke bare banke, så jeg kunne tro lidt på livet igen?
Nå, men Den Søde Fødselslæge gjorde alt hvad hun kunne for at forsikre mig om, at det er for tidligt til, at en scanning med garanti vil vise hjerteaktivitet og at alt ellers så fint ud. Rette størrelse og sårn... Og Den Søde Fødselslæge kunne helt sikkert spore min bævrende underkæbe under smilet, men måtte sende mig hjem med et: Du må komme igen om en uge - så skal vi nok se hjertet.
Jeg gik lidt ned på det. Mine symptomer forsvandt fra det ene øjeblik til det andet, og jeg fik den der typisk-mit-held-følelse. Selvfølgelig er der ikke liv i den lille spire, så heldig har jeg ikke lov at være.
Sådan gik onsdag. Torsdag tog jeg en reparationsdag hjemme, og selvom den (endnu en gang) var behæftet med utrolig dårlig samvittighed, er det nok det bedste jeg har gjort længe. For i løbet af torsdagen fik jeg sådan en underlig ro i kroppen:
Jeg VIL tro på den spire, indtil nogen fortæller mig noget andet. Det er ikke fair, at jeg nærmest har opgivet den på forhånd. Og jeg TROR faktisk jeg er gravid. Jeg føler mig gravid, jeg føler der er liv i spiren. Og jeg kan ovenikøbet mærke, at jeg er glad for, at den lille spire er i min mave. Glad!? WTF?! Jeg har ikke været glad i flere uger.
Så næe nej om en dum scanning skal have lov til at ødelægge det. Jeg vil tro det bedste, indtil det modsatte er bevist.
I dag er det lørdag, og denne lørdag er helt rigtigt smækket sammen: Mads og Monopolet i radioen, en tur på graven, på biblioteket og hente en bog, som jeg har ventet på VIRKELIG længe (nu må vi se om jeg så kan koncentrere mig om den...), nye senge og en kæreste, hvis aktivitetsniveau er steget tusind grader efter han har set de to streger. Senere lidt veninde-hygge med min nyligt udsprungne lesbo-veninde.
Jo, livet er vel egentlig ok på sådan en onsdag i november.
P.S. Man er lidt selv ude om det, når man køber nye senge i november. I forvejen er jeg ved at gå i ét med min dyne, fordi jeg er så træt, og nu er der endda en luksus-elevations-seng til at lokke mig ind i soveværelset... Måske den nye bog og sengen er et par meant to be?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar