At leve for de levende...

Det er sgu benhårdt at være mor til et dødt spædbarn.
Da vi i sin tid (for 5 måneder siden, wow, hvor tiden går) var til samtale på Neonatal, sagde sygeplejersken (i forbindelse med, at jeg allerede var godt i gang med at stresse over næste graviditet): Nu skal du huske at være mor for lille V - det er krævende!
Dengang tænkte jeg bare, at jeg godt kunne kapere begge dele, og at jeg bare ville være gravid igen som i NU!

Men siden er jeg blevet klar over hvor rigtigt det er: det er krævende for krop og sjæl.

Efter aborten i sidste uge har jeg igen rykket mig. Det er gået op for mig, at sorgen har boet i mig så længe nu, at jeg nærmest er afhængig af den. Den er en konkurrent til alt muligt andet i mit liv. Alt det, som er det gode og værdifulde. Og jeg har 100 % givet den lov til at fylde. I starten kæmpede jeg imod, jow jow, men det var jo dengang, hvor jeg egentlig slet ikke havde fattet, hvad der var sket.
Sidenhen gav jeg den fuldt spillerum i mit liv. Den har invaderet mig og er blevet min følgesven. Jeg har været sammen med sorgen i det øjeblik jeg trådte ind ad døren herhjemme, og jeg har ladet sorgen fylde alle samtaler med venner og familie. Sorgen har bestemt, om jeg skulle afsted til fest eller ej, og sorgen har bestemt over mit forhold til R.

De sidste par dage har jeg spekuleret i, om det er på tide at give sorgen lidt modstand. Gå i rette med den. Trænge den væk fra tid til anden. Tvinge mig til at tale om andet og tænke på andet.

R og jeg har brug for at komme videre. Sorgen er en konkurrent til vores forhold, fordi den er så personlig og derfor også ensom. Den er umulig at deles om - og dermed kommer den til at adskille. Nu er det på tide at leve for de levende og ikke for de døde...

Drømmer jeg eller er jeg vågen?

Jeg kan vel ikke udskyde det mere, vel? Det der med at se hverdagen i øjnene igen? Jeg har stadig lyst til at lægge mig under dynen og vente på... ja, vente på hvad? En ny baby? At det er overstået?
Jeg har stadig nogle morgener et splitsekund, hvor jeg tror det hele er et mareridt, som jeg kan vågne op fra. Jeg kan simelthen ikke tro, at det virkelig er sket for mig. Jeg har sovet med min døde baby. Jeg har raset og skreget. Jeg har haft en tidlig abort. Jeg er strandet i baby-land uden en baby, og min eneste vej frem og ud er gennem en rædselsfuld graviditet.

Ja, undskyld mig. Jeg ved godt, at graviditeter helst skal være fulde af glæde og forventninger. Men nu har jeg altså lige prøvet at være gravid i en måneds tid. Og føj for s....! Nu ved jeg hvad der venter mig. Angst, tårer, søvnløse nætter. Endnu et flyttet fokus. Endnu en spillefilm på den indre skærm til at forstyrre hverdagen.

Jeg er vildt ked af at have aborteret - misforstå mig ikke. Men jeg er også lettet. Lettet over at jeg kan udskyde angsten. Lettet over at jeg for en tid har min krop for mig selv. Lettet over at jeg ikke skal ind på det rædselsfulde hospital igen den næste måned.
Og i forhold til at miste sit barn, så er en tidlig abort altså kun en krusning på overfladen. Jeg vil til enhver tid hellere have 10 aborter end at miste et barn, man har kendt og elsket!

Jeg mødte en bekendt i går, og jeg mener virkelig bekendt. Hun var med til begravelsen af lille V, men jeg har nærmest aldrig snakket to ord med hende.
Helt naturlig spørger hun: Hvordan går det så? Og på en eller anden måde bliver jeg bare fuldstændig paf og stum: Hvordan går det så?! Det svarer til at vække et menneske op fra koma og spørge hvordan det går. Jeg aner det sgu da ikke! Hvordan det går?!
Jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at svare: fint tak, og hvad med dig? For det går ikke spor fint. Det går ikke godt. Det går ikke engang efter omstændighederne godt. Hvad skal jeg svare?
Selvsamme person brugte sit næste spørgsmål på at stille sin nysgerrighed: Hvad så, er I i gang med en lillebror eller lillesøster? Say what?! Øh, det rager overhovedet ikke dig, og jeg synes det er mærkeligt, at det er nr 2 spørgsmål du nogensinde stiller mig.
Men jeg er selvfølgelig alt for meget en pleaser til at være ærlig, så det bliver et eller andet nølende svar. Øh, ja, det er lidt hårdt. Ikke lige nu. Men tak fordi du spørger.
Bla, bla, bla.


I morgen brager hverdagen i videre. Vi skal se hinanden i øjnene. For nogle måneder siden erklærede jeg mig modig nok til også at leve i morgen. Jeg ved snart ikke længere... Men indtil videre står jeg op, går i bad og cykler på arbejde. Så må vi se...


P.S.
Jeg har længe gået og tænkt på at skrive et indlæg, som handlede om noget andet end sorg og weltschmertz. For mit liv er jo også andet og jeg er også andet.
Det bliver ikke i denne omgang, men jeg arbejder på det. Indtil da: hatten af for, at du stadig læser med!

Abort...

Suk.

To streger blev til glæde.

Glæde blev til angst.

Angsten har sluppet og tårerne taget over.

Dem kender jeg.

Suk.

Oh angst...

Jeg nåede lige at tro på det... så kom jeg til endnu en scanning, hvor det var svært at se hjertet, og nu har jeg ærlig talt afskrevet fostret. Alle symptomer er forsvundet og jeg bløder (en lille bitte smule). Ingen af delene er i sig selv nok til at være sikker på, at der ikke er liv i maven, men tilsammen føler jeg bare, det er helt usandsynligt, at der skulle være et sundt hjerte i det foster.

Og jeg er så ked af det. Ved slet ikke lige hvordan jeg skal være i det. Har været stærk hele dagen og skal også være stærk i aften, men føler jeg er ved at springe i tusinde stykker.

Vi skal til scanning igen tirsdag, og det må så blive den dag, vi tager stilling til, hvad der skal ske.

Det blev meget faktuelt, det her indlæg. Jeg magter slet ikke at gå ind i følelserne, for så bryder det hele sammen.

Rutsjebaner...

Det er noget af en rutsjebane, det der med at være gravid. I hvert fald indtil videre... og man må sige, at der er rimelig lidt down og rimelig meget to go endnu.

Var ved Den Søde Fødselslæge i onsdags. Og sød som hun er, starter hun med at bede mig om at strippe, så vi kan se til den lille spunk i maven.

Desværre var der intet hjerte at se. Jeg forsøgte at skjule det bag et høfligheds-smil, men jeg blev altså noget så forskrækket og ked af det. Kunne det lille hjerte ikke bare banke, så jeg kunne tro lidt på livet igen?

Nå, men Den Søde Fødselslæge gjorde alt hvad hun kunne for at forsikre mig om, at det er for tidligt til, at en scanning med garanti vil vise hjerteaktivitet og at alt ellers så fint ud. Rette størrelse og sårn... Og Den Søde Fødselslæge kunne helt sikkert spore min bævrende underkæbe under smilet, men måtte sende mig hjem med et: Du må komme igen om en uge - så skal vi nok se hjertet.

Jeg gik lidt ned på det. Mine symptomer forsvandt fra det ene øjeblik til det andet, og jeg fik den der typisk-mit-held-følelse. Selvfølgelig er der ikke liv i den lille spire, så heldig har jeg ikke lov at være.

Sådan gik onsdag. Torsdag tog jeg en reparationsdag hjemme, og selvom den (endnu en gang) var behæftet med utrolig dårlig samvittighed, er det nok det bedste jeg har gjort længe. For i løbet af torsdagen fik jeg sådan en underlig ro i kroppen:

Jeg VIL tro på den spire, indtil nogen fortæller mig noget andet. Det er ikke fair, at jeg nærmest har opgivet den på forhånd. Og jeg TROR faktisk jeg er gravid. Jeg føler mig gravid, jeg føler der er liv i spiren. Og jeg kan ovenikøbet mærke, at jeg er glad for, at den lille spire er i min mave. Glad!? WTF?! Jeg har ikke været glad i flere uger.

Så næe nej om en dum scanning skal have lov til at ødelægge det. Jeg vil tro det bedste, indtil det modsatte er bevist.

I dag er det lørdag, og denne lørdag er helt rigtigt smækket sammen: Mads og Monopolet i radioen, en tur på graven, på biblioteket og hente en bog, som jeg har ventet på VIRKELIG længe (nu må vi se om jeg så kan koncentrere mig om den...), nye senge og en kæreste, hvis aktivitetsniveau er steget tusind grader efter han har set de to streger. Senere lidt veninde-hygge med min nyligt udsprungne lesbo-veninde.

Jo, livet er vel egentlig ok på sådan en onsdag i november.

P.S. Man er lidt selv ude om det, når man køber nye senge i november. I forvejen er jeg ved at gå i ét med min dyne, fordi jeg er så træt, og nu er der endda en luksus-elevations-seng til at lokke mig ind i soveværelset... Måske den nye bog og sengen er et par meant to be?

Den sørgende kvinde

For små 6 måneder siden var jeg desperat over at finde mig selv fanget i en kæmpe livskrise. Jeg nægtede at være 'den sørgende kvinde'. Jeg nægtede at mit liv skulle blive så alvorligt og trist, og jeg nægtede endnu engang at finde mig selv i en tilstand af manglende overskud og i undtagelse. Jeg kæmpede så hårdt imod det, at jeg tror folk undrede sig over, at jeg ikke var mere ked af det. Fx var begravelsen faktisk en god dag uden en overvældende mængde tårer. Jeg ville ikke være i sorg. Jeg ville være mig selv, for jeg var jo lige kommet så godt i havn som mig.

Nu, ca. et halvt år efter er jeg desperat over at mærke, at livet går videre. Jeg kan ikke bære, at livet kræver af mig, at jeg skal komme ud af min undtagelsestilstand og tilbage til noget normalt. Jeg føler mig stadig i sorg og jeg føler stadig det hele er en undtagelse. For der er jo ikke noget, der bliver normalt nogensinde igen. 'Normal' betyder jo, at jeg har været gravid og født en lille dreng. Og 'normalt' dør små børn altså ikke. Så hvordan kan nogen tro, at jeg bliver 'normal' igen?

Åh, jeg ved det godt. Der er jo ingen, der har rottet sig sammen mod mig og bevidst forsøger at tvinge mig ud i noget, jeg ikke vil. Livet er jo ikke som sådan fyldt med intentioner, men snarere noget, der triller lige så langsomt afsted uden at nogen egentlig har bestemt destinationen eller landskabet undervejs. Man må bare hægte sig på og æde hvadend der kommer.

Jeg føler mig alene med det. R er forlængst rejst videre herfra. Jo, jo, han er da også ked af det, men det fylder ikke det hele for ham, som det gør for mig. Og han kan også ind i mellem få mig til at føle, at nu burde jeg da snart være ovre den krise.

Jeg bliver nødt til at trykke sorgen så dybt ind i brystet, at jeg kan klare at leve et nogenlunde normalt liv på ydersiden. Så må sorgen skubbes til side og vente på sin tur. Og det gør ondt, for det er jo min lille dreng jeg sørger over. Og han burde jo blive båret i mine arme, helt ude i den virkelige verden, og ikke trykkes ind i sjælen og gemmes væk.

Dage som denne har jeg mest lyst til at skrive hans navn i min pande, så alle omkring mig er tvunget til først og fremmest at spørge til ham. Det er skørt, jeg ved det, men jeg er ikke klar til at være andet end 'den sørgende kvinde'.

6 måneder

Kæreste lille V

Så rundede vi 6 måneder. For 6 måneder siden lå jeg i en seng på Rigshospitalet og fattede vist knapt hvad der var sket. Jeg husker så tydeligt din stolte far, som kom op til mig fra Neonatal og fortalte om den mest perfekte, fantastiske lille dreng, der lå i sin kuvøse et par etager under.

Og på en eller anden mærkelig måde fornemmede jeg, at noget var kommet til, som jeg ikke kunne tåle at miste. Det var ikke en bevidst følelse eller en bevidst kærlighed. For jeg var knap nok klar til at blive mor og havde det rent ud sagt elendigt. Men jeg vidste alligevel instinktivt, at noget skrøbeligt og fint var blevet til, og jeg ville ikke og kunne ikke miste det igen.

Dit 5 dage lange liv betyder alverden for mig. Jeg blev mor. R blev far. Du var elsket.

Du var så lille og fin, og verden var så brutalt stor. Dine odds var hårde, for hårde. Du havde for meget at kæmpe med og mod.

Jeg ville så gerne have kendt dig bedre. Kendt dit temperament og humør. Mærket dig mere, rørt dig mere, duftet dig mere. Jeg vil altid mangle noget, jeg vil aldrig føle mig hel uden. Jeg fandt en kærlighed, som jeg slet ikke vidste eksisterede, og jeg mangler så meget nogen at give den til.

Du har gjort mit liv rigere. Du har vist mig en kærlighed, jeg ikke kendte. Men du har også gjort mig skrøbeligere og åbnet mit sårbare hjerte, så den bløde del er blottet.

Jeg er ked af at jeg ikke har dig hos mig. Og jeg er ked af at jeg skal leve med det hele mit liv - at du mangler.

Jeg vil gå en tur op til din plet og tænde et lys. Det er en ringe trøst, men dog en trøst. Kærligheden til dig startede som en ubevidst, intuitiv kærlighed. Men den er lige så virkelig nu, som enhver anden følelse i mit bryst.

Din far og jeg elsker dig og vil altid elske dig, lille skat.

Lille storebror

Hvor er det egentlig underligt at tænke på, at når Lille V fylder 1 år i maj, er den lille bebs i maven allerede ældre (og større forhåbentligt) end sin storebror. Ja, tænk lige lidt over den!

Zzzzzz

Ehmen, jeg er så træt. Jeg er så træt, at jeg ikke ved hvordan jeg skal komme igennem dagen. Og det er endda lørdag og alt jeg har på programmet er hjemme-nusse-ting, og alligevel orker jeg ikke.

Én ting er hormoner i kroppen, noget helt andet er november. Og tilsammen har de klistret mine øjenlåg fast forneden, og jeg orker ikke åbne dem. Jeg kan faktisk ikke huske, at jeg var så træt sidst, og da var jeg jo også gravid heromkring... Til gengæld er jeg indtil videre sluppet for kvalme og den slags herligheder.

Og det der med gravid... joh, det er da langsomt begyndt at gå op for mig, at jeg jo nok er gravid, når der er to streger på testen. Og at det så måske betyder, at vi skal have en levende baby denne gang.

Men hold nu kæft hvor jeg bøvler med angsten. De første par uger har jeg slet ikke turdet tro på, at jeg faktisk var gravid. Har bare forsøgt at udskyde tankerne. Faktisk så meget, at jeg ikke rigtig har fortalt det til nogen (på trods af intentioner om det modsatte), og jeg har ikke regnet og gjort ved, som jeg ellers har været god til tidligere.

Men nu er det begyndt at gå op for mig, og jeg kæmper med mantraet: Man kan ikke tage sorgerne på forskud.

Jeg gentager mekanisk: Uanset hvor meget jeg har forsøgt at beskytte mig mod at knytte mig til det lille væsen i maven, og uanset hvor lidt jeg har forsøgt at planlægge ud fra denne graviditet, vil jeg være ubehjælpelig ked af det, hvis noget går galt denne gang. Og så kan jeg jo lige så godt nyde det, ikk?

Men én ting er at gentage det i hovedet, noget andet er virkelig at nyde det. Og det er jeg vist ikke helt kommet til endnu.

Hvis jeg lader mig selv køre ud af sporet, er jeg jo sikker på, at der ikke er noget hjerteblink til skanningen på onsdag. Og i fald der er, vil det sikkert gå galt omkring uge 10 som ved Malene, eller ved Nakkefoldsskanningen i uge 12 eller i uge 13 som ved Kirsten eller... For slet ikke at tale om det risici, som reelt er forhøjede hos mig: hjerteskanningen i uge 15, misdannelsesskanning i uge 20, notch-skanning i uge 23. Hvordan f.... skal jeg komme igennem de 40 uger?!

Jeg nå snakke med hende psykolog-damen om det. Et eller andet bliver jeg nødt til at gøre for at styre den angst. Ellers ender det vist med at hverken mor eller barn overlever.

Indtil videre vil jeg bare sørge for at overleve i dag. Og hvis jeg skal det, så tror jeg nok jeg hopper ind under dynen igen. For jeg er så ubehjælpelig træt!

Støj...

Kender I det, når det larmer så meget, at det opleves som fuldkommen stilhed?

Nogen ville nok kalde det orkanens øje eller stilhed før stormen eller sådan noget. Her hos mig er det som ekstremt støj på linjen, som resulterer i øredøvende stilhed. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal tænke om det hele.

Er det slut? Var det det? Skal jeg nu være glad og komme videre? Jeg er tilbage på arbejde, jeg lever som jeg har levet det meste af de sidste 10 år, jeg er gravid igen. Livet er jo videre. Men jeg har bare lyst til at hamre på stop-knappen og få tiden til at stå stille. For jo mere tid der går, jo længere tid er det siden, at jeg sad med min lille søn, og han stadig var varm og lækker. Og jo mere tid der går, jo mere glemmer jeg hvordan det føltes.

I dag har jeg bare lyst til at lægge mig i fosterstilling og råbe: NEJ, NEJ, NEJ, JEG VIL IKKE! Jeg vil ha' min søn. Som i NU! Han må ikke bare være væk for altid. Jeg vil ha' ham.

Og ligegyldig hvor højt jeg råber i al den døve larm, er der ingen der hører mig.