Støj...

Kender I det, når det larmer så meget, at det opleves som fuldkommen stilhed?

Nogen ville nok kalde det orkanens øje eller stilhed før stormen eller sådan noget. Her hos mig er det som ekstremt støj på linjen, som resulterer i øredøvende stilhed. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal tænke om det hele.

Er det slut? Var det det? Skal jeg nu være glad og komme videre? Jeg er tilbage på arbejde, jeg lever som jeg har levet det meste af de sidste 10 år, jeg er gravid igen. Livet er jo videre. Men jeg har bare lyst til at hamre på stop-knappen og få tiden til at stå stille. For jo mere tid der går, jo længere tid er det siden, at jeg sad med min lille søn, og han stadig var varm og lækker. Og jo mere tid der går, jo mere glemmer jeg hvordan det føltes.

I dag har jeg bare lyst til at lægge mig i fosterstilling og råbe: NEJ, NEJ, NEJ, JEG VIL IKKE! Jeg vil ha' min søn. Som i NU! Han må ikke bare være væk for altid. Jeg vil ha' ham.

Og ligegyldig hvor højt jeg råber i al den døve larm, er der ingen der hører mig.