6 måneder

Kæreste lille V

Så rundede vi 6 måneder. For 6 måneder siden lå jeg i en seng på Rigshospitalet og fattede vist knapt hvad der var sket. Jeg husker så tydeligt din stolte far, som kom op til mig fra Neonatal og fortalte om den mest perfekte, fantastiske lille dreng, der lå i sin kuvøse et par etager under.

Og på en eller anden mærkelig måde fornemmede jeg, at noget var kommet til, som jeg ikke kunne tåle at miste. Det var ikke en bevidst følelse eller en bevidst kærlighed. For jeg var knap nok klar til at blive mor og havde det rent ud sagt elendigt. Men jeg vidste alligevel instinktivt, at noget skrøbeligt og fint var blevet til, og jeg ville ikke og kunne ikke miste det igen.

Dit 5 dage lange liv betyder alverden for mig. Jeg blev mor. R blev far. Du var elsket.

Du var så lille og fin, og verden var så brutalt stor. Dine odds var hårde, for hårde. Du havde for meget at kæmpe med og mod.

Jeg ville så gerne have kendt dig bedre. Kendt dit temperament og humør. Mærket dig mere, rørt dig mere, duftet dig mere. Jeg vil altid mangle noget, jeg vil aldrig føle mig hel uden. Jeg fandt en kærlighed, som jeg slet ikke vidste eksisterede, og jeg mangler så meget nogen at give den til.

Du har gjort mit liv rigere. Du har vist mig en kærlighed, jeg ikke kendte. Men du har også gjort mig skrøbeligere og åbnet mit sårbare hjerte, så den bløde del er blottet.

Jeg er ked af at jeg ikke har dig hos mig. Og jeg er ked af at jeg skal leve med det hele mit liv - at du mangler.

Jeg vil gå en tur op til din plet og tænde et lys. Det er en ringe trøst, men dog en trøst. Kærligheden til dig startede som en ubevidst, intuitiv kærlighed. Men den er lige så virkelig nu, som enhver anden følelse i mit bryst.

Din far og jeg elsker dig og vil altid elske dig, lille skat.