Jeg tog jo faktisk på arbejde i mandags, selvom jeg mest af alt havde lyst til at blive hjemme og tage en test hveranden time. Men jeg tog på arbejde. Og det gjorde jeg også tirsdag og onsdag. I dag kunne jeg ikke mere.
Jeg kan simpelthen ikke koncentrere mig om det. Jeg er der fysisk, men i mine tanker er jeg alle andre steder. Jeg glemmer hvad jeg er i gang med, kan ikke følge med i samtaler og glemmer aftaler, møder osv. Det er som om, der bliver afspillet en spillefilm i mit hovede, samtidig med at jeg skal være tilstede i rummet. Og spillefilmen overtager ind imellem fuldstændig, så jeg bliver usammenhængende og fraværende. Jeg kan ikke rigtig bestemme med mig selv, om det er bedst at jeg arbejder på trods af manglende nærvær eller om jeg bare skulle melde mig ud og lægge mig syg.
Og de to streger gør det absolut ikke nemmere. Nu kredser mine tanker om det og alle de modsatrettede følelser. Hvis jeg tænker det helt ud, har jeg egentlig bare lyst til at lægge mig under dynen og først komme frem igen, når babyen skal ud.
Ahr, det er sgu da ikke noget liv, det her. Hvordan i alverden er jeg havnet her?!
Jeg er så træt i krop og sjæl, og magter jo nærmest ikke livet som det er: med arbejde, indkøb, tandlægebesøg, familiebesøg. Alt det som hører til hverdagen. Jeg er træt af ikke at være MIG, og føle at det hele er på vrangen.
Og nu er jeg tilmed bange.
Nå, men pjæk-dagen bliver brugt til at samle lidt sammen på stumperne af mig. Sidde lidt i morgenkåbe med computer og the. Gå en tur på kirkegården. Få ryddet lidt op. Bare være. Det trænger jeg til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar