Jeg er begyndt at strikke.

Jo, jo, strikke skam. Og nu kender du mig jo ikke så godt, men det er bare absolut ikke mig, sådan noget krea-gejl. Bevares, jeg har altid syntes det var fedt, når andre kunne, men jeg er alt for utålmodig til den slags og har alt for meget andet, jeg hellere vil.

Men efter min tragedie i maj har mange af mine 'normale' aktiviteter føltes tomme og ligegyldige, og jeg har fx ikke kunnet koncentrere mig om at læse (som jeg ellers plejer at gøre i metervis).

Og hvor kom det så lige fra, det der med strikkepindene? Hm, tja, jeg ved det vist ikke. Men i hvert fald har jeg fundet ud af, at det jo egentlig ikke handler om at være krea-idiot eller så meget om at producere. Men det handler om processen.

Og jeg har fundet ud af, at jeg tænker u-tro-lig godt, når jeg strikker. Jeg kan sidde i timevis og strikke ret og vrang, mens tankerne går på langfart i alt og ingenting. I det ubetydelige og det livsvæsentlige. Og nogle dage kan jeg have svært ved at lægge det fra mig, for lige dér, i sofaen, med strikkepindene, har jeg ro. Og alle andre steder i mit liv larmer det noget så forfærdeligt.

Nå, men så faldt jeg over denne bog. Og det er bare så PRÆCIS sådan jeg har det.

Det er ikke spor videnskabeligt eller bevist eller noget som helst. Men jeg tror det der strik kan noget, som er godt for sjælen på en helt terapeutisk måde... måske gælder det alt hvad man kan skabe med hænderne og som ikke nødvendigvis sidder i hjernen?

Hvis jeg bliver rigtig modig en dag, lægger jeg billeder ud af mine små-projekter. Men det er jo egentlig ikke resultatet der tæller, men vejen dertil. Og det kan man jo ikke lige affotografere, vel?