Træk vejret!

Der har været radiotavshed et stykke tid. Årsag? Tja, jeg har vist bare ikke kunnet overskue at sætte tankerne i logisk rækkefølge.
Succeskriteriet for denne vinter er stadig at trække vejret, når vi kommer til marts. Jeg sætter ikke overliggeren højere end overlevelse. En dag ad gangen.

Og så til de to streger: Jeg har slet ikke rigtig troet på det de første uger. Har bare gået og ventet på, hvornår jeg skulle bløde og det skulle være slut.
En scanning for en uge siden viste et fint lille bankende hjerte. Og jeg har massiv kvalme i døgndrift.

Om spunken stadig har det godt, ved jeg jo ikke. Men kroppen er da i hvert fald gravid. Og så må jeg bare håbe det bedste.

Psykisk har de sidste uger været frygtelige. Kvalme hjælper ikke på at skulle overskue et temmelig angstfyldt projekt. Og det hjælper heller ikke stort på at skulle overskue hverdagen. Jeg synes faktisk det er temmelig uoverskueligt at skulle have en baby. Så selvom jeg selvfølgelig bare ønsker at få det lille levende barn, så er det også ambivalent.

De sidste par dage har jeg dog været en lille smule mere mig selv. Har stadig den frygtelige kvalme, men nu håber, håber, håber jeg bare, at den lille kan leve.
Jeg skylder jo også dette lille liv at tro lidt på det. Og glæde mig.

Jeg fortalte det til et par veninder i går. Og de blev helt vildt glade. Tårer i øjnene og sådan. Og jeg fik bare sådan lyst til at sige: den eneste grund til, at I bliver så glade er, at jeg har et dødt barn. Og det hjælper faktisk ikke på savnet at være gravid igen. Jeg er stadig pisse ked af at jeg ikke har min dreng. Og jeg er rigtig ked af at han ikke får lov til at opleve at blive storebror.
Jeg tror jeg får det ret svært i denne graviditet i forhold til omgivelsernes reaktioner. Udviser de glæde, får jeg brug for at tage forbehold i forhold til lille V. Og forsøger de at berolige mig, bliver jeg nødt til at insistere på angsten.

Det var tankerne her på kanten af en ny uge. Jeg savner min lille dreng. Punktum.

Rutsjebaner...

Det er noget af en rutsjebane, det der med at være gravid. I hvert fald indtil videre... og man må sige, at der er rimelig lidt down og rimelig meget to go endnu.

Var ved Den Søde Fødselslæge i onsdags. Og sød som hun er, starter hun med at bede mig om at strippe, så vi kan se til den lille spunk i maven.

Desværre var der intet hjerte at se. Jeg forsøgte at skjule det bag et høfligheds-smil, men jeg blev altså noget så forskrækket og ked af det. Kunne det lille hjerte ikke bare banke, så jeg kunne tro lidt på livet igen?

Nå, men Den Søde Fødselslæge gjorde alt hvad hun kunne for at forsikre mig om, at det er for tidligt til, at en scanning med garanti vil vise hjerteaktivitet og at alt ellers så fint ud. Rette størrelse og sårn... Og Den Søde Fødselslæge kunne helt sikkert spore min bævrende underkæbe under smilet, men måtte sende mig hjem med et: Du må komme igen om en uge - så skal vi nok se hjertet.

Jeg gik lidt ned på det. Mine symptomer forsvandt fra det ene øjeblik til det andet, og jeg fik den der typisk-mit-held-følelse. Selvfølgelig er der ikke liv i den lille spire, så heldig har jeg ikke lov at være.

Sådan gik onsdag. Torsdag tog jeg en reparationsdag hjemme, og selvom den (endnu en gang) var behæftet med utrolig dårlig samvittighed, er det nok det bedste jeg har gjort længe. For i løbet af torsdagen fik jeg sådan en underlig ro i kroppen:

Jeg VIL tro på den spire, indtil nogen fortæller mig noget andet. Det er ikke fair, at jeg nærmest har opgivet den på forhånd. Og jeg TROR faktisk jeg er gravid. Jeg føler mig gravid, jeg føler der er liv i spiren. Og jeg kan ovenikøbet mærke, at jeg er glad for, at den lille spire er i min mave. Glad!? WTF?! Jeg har ikke været glad i flere uger.

Så næe nej om en dum scanning skal have lov til at ødelægge det. Jeg vil tro det bedste, indtil det modsatte er bevist.

I dag er det lørdag, og denne lørdag er helt rigtigt smækket sammen: Mads og Monopolet i radioen, en tur på graven, på biblioteket og hente en bog, som jeg har ventet på VIRKELIG længe (nu må vi se om jeg så kan koncentrere mig om den...), nye senge og en kæreste, hvis aktivitetsniveau er steget tusind grader efter han har set de to streger. Senere lidt veninde-hygge med min nyligt udsprungne lesbo-veninde.

Jo, livet er vel egentlig ok på sådan en onsdag i november.

P.S. Man er lidt selv ude om det, når man køber nye senge i november. I forvejen er jeg ved at gå i ét med min dyne, fordi jeg er så træt, og nu er der endda en luksus-elevations-seng til at lokke mig ind i soveværelset... Måske den nye bog og sengen er et par meant to be?

Det skal bare ikke være nemt...

Hm, stadig fuck.

Jeg ved ikke hvad jeg skal tænke om det hele. Men jeg ved, at jeg næsten ikke kan tænke på andet.

Da jeg fik min menstruation i sidste måned, blev jeg jo simpelthen så ubehjælpeligt ked af det, at jeg havde lyst til bare at lægge mig til at rådne op. Og det havde jeg forberedt min krop på igen i denne måned.

Og nu ved jeg ikke engang om jeg er glad?! Hvad f.... er det for noget?!

Men mit humør er i hvert fald væsentligt bedre end det var for en måned siden - det er bare en ny situation, som bringer nogle andre ting med sig.

Jeg er bange - helt vildt bange. For det kan jo sagtens gå galt. Jeg kender nærmest en dårlig graviditetshistorie fra hver en uge i de 40-ugers graviditet. Og her i starten er abortrisikoen jo overhængende stor, så hvordan sikrer man sig mod angsten og sorgen?

I et tidligere indlæg har jeg skrevet noget i retning af: man kan ikke tage sorgerne på forskud, så man kan lige så godt nyde det, mens det går godt og babyen har det godt i maven. Men det er som om kroppen selv styrer den del af det. Kroppen beskytter sig selv, og derfor tror min krop og jeg vist ikke rigtig på, at der faktisk er en lille spire i maven og at det går godt denne gang.

Måske giver det ikke mening, det med kroppen? Men jeg er ikke så glad som jeg troede jeg ville være. Jeg er faktisk bare angst.

Pjæk?

Er det egentlig ikke ok at blive hjemme fra arbejde, når man bare slet ikke kan overskue dagen?

Historien lyder sådan her:

For 5 måneder siden fødte jeg (desværre for tidligt) en lille dreng, som havde en hjertefejl. Kombinationen af hjertefejl og for tidlig fødsel gjorde, at han ikke kunne leve. Vi nåede dog at være en lille familie i 5 fantastiske dage! Jeg elsker ham og jeg savner ham hver dag. Jeg savner lugten af ham og følelsen af ham. Jeg savner at se R som fuldblods-far og jeg savner nogen at være mor for. Min kærlighed er hjemløs. Meget mere om den i tidligere indlæg (og formentlig også i kommende).

Men nu er det sådan, at R og jeg er gået i gang med at prøve at lave en baby igen. Dvs. vi har prøvet 2 måneder nu, og tro nu ikke, at vi bare tager det som det kommer. Næe nej, for Stine her er indrettet sådan, at hun absolut ikke kan slappe af omkring det og derfor absolut skal beregne alt muligt lort: ægløsningsdagen, terminsdagen, hvornår menstruationen burde dukke op, hvornår det er tid til nakkefoldsscanning osv. osv. Det KAN ikke lade sig gøre for mig bare at tage det som det kommer. Og det resulterede selvfølgelig i et kæmpe krampe-gråds-anfald i sidste måned, hvor menstruationen rigtignok kom på liiige den dag, jeg havde regnet ud.

Og det var faktisk ikke sjovt. Jeg kæmpede hele dagen med at holde tårer og gråd tilbage. Og knækkede fuldstændig sammen om aftenen hjemme i sofaen. Fik ligesom en tur mere i hele sorg-karusellen. For ikke nok med, at jeg ikke var gravid: jeg kunne heller ikke passe ordentlig på det lille menneske, som jeg elskede over alt på jorden. Jeg havde ham, men han døde fra mig.

Og nu er det så i morgen alle beregninger tyder på, at jeg skal have min menstruation. Og jeg kan bare slet ikke overskue at gå dér på arbejdet og hele tiden spekulere på, om det nu kom. Og hvad nu hvis det kommer lige inden jeg skal undervise og jeg kommer til at græde og sådan?

Jeg er ellers opvokset i en familie, hvor man nærmest skulle have en fod i graven for at få lov til at blive hjemme. Jeg har ind imellem haft min mor mistænkt for, at det mest handlede om, at hun ikke gad bruge en dag hjemme med et sygt barn. Så du kan nok forstå, at samvittigheden nager mig.

Meeen, mon ikke det er ok at smide jeg-har-mistet-en-baby-kortet lige i morgen, og spendere dagen i sofaen med computer, kaffe og strikketøj, og forsøge at holde igen på søgeordene på google, mens tankerne kværner rundt?