Jeg kan vel ikke udskyde det mere, vel? Det der med at se hverdagen i øjnene igen? Jeg har stadig lyst til at lægge mig under dynen og vente på... ja, vente på hvad? En ny baby? At det er overstået?
Jeg har stadig nogle morgener et splitsekund, hvor jeg tror det hele er et mareridt, som jeg kan vågne op fra. Jeg kan simelthen ikke tro, at det virkelig er sket for mig. Jeg har sovet med min døde baby. Jeg har raset og skreget. Jeg har haft en tidlig abort. Jeg er strandet i baby-land uden en baby, og min eneste vej frem og ud er gennem en rædselsfuld graviditet.
Ja, undskyld mig. Jeg ved godt, at graviditeter helst skal være fulde af glæde og forventninger. Men nu har jeg altså lige prøvet at være gravid i en måneds tid. Og føj for s....! Nu ved jeg hvad der venter mig. Angst, tårer, søvnløse nætter. Endnu et flyttet fokus. Endnu en spillefilm på den indre skærm til at forstyrre hverdagen.
Jeg er vildt ked af at have aborteret - misforstå mig ikke. Men jeg er også lettet. Lettet over at jeg kan udskyde angsten. Lettet over at jeg for en tid har min krop for mig selv. Lettet over at jeg ikke skal ind på det rædselsfulde hospital igen den næste måned.
Og i forhold til at miste sit barn, så er en tidlig abort altså kun en krusning på overfladen. Jeg vil til enhver tid hellere have 10 aborter end at miste et barn, man har kendt og elsket!
Jeg mødte en bekendt i går, og jeg mener virkelig bekendt. Hun var med til begravelsen af lille V, men jeg har nærmest aldrig snakket to ord med hende.
Helt naturlig spørger hun: Hvordan går det så? Og på en eller anden måde bliver jeg bare fuldstændig paf og stum: Hvordan går det så?! Det svarer til at vække et menneske op fra koma og spørge hvordan det går. Jeg aner det sgu da ikke! Hvordan det går?!
Jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at svare: fint tak, og hvad med dig? For det går ikke spor fint. Det går ikke godt. Det går ikke engang efter omstændighederne godt. Hvad skal jeg svare?
Selvsamme person brugte sit næste spørgsmål på at stille sin nysgerrighed: Hvad så, er I i gang med en lillebror eller lillesøster? Say what?! Øh, det rager overhovedet ikke dig, og jeg synes det er mærkeligt, at det er nr 2 spørgsmål du nogensinde stiller mig.
Men jeg er selvfølgelig alt for meget en pleaser til at være ærlig, så det bliver et eller andet nølende svar. Øh, ja, det er lidt hårdt. Ikke lige nu. Men tak fordi du spørger.
Bla, bla, bla.
I morgen brager hverdagen i videre. Vi skal se hinanden i øjnene. For nogle måneder siden erklærede jeg mig modig nok til også at leve i morgen. Jeg ved snart ikke længere... Men indtil videre står jeg op, går i bad og cykler på arbejde. Så må vi se...
P.S.
Jeg har længe gået og tænkt på at skrive et indlæg, som handlede om noget andet end sorg og weltschmertz. For mit liv er jo også andet og jeg er også andet.
Det bliver ikke i denne omgang, men jeg arbejder på det. Indtil da: hatten af for, at du stadig læser med!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar