Hm, stadig fuck.
Jeg ved ikke hvad jeg skal tænke om det hele. Men jeg ved, at jeg næsten ikke kan tænke på andet.
Da jeg fik min menstruation i sidste måned, blev jeg jo simpelthen så ubehjælpeligt ked af det, at jeg havde lyst til bare at lægge mig til at rådne op. Og det havde jeg forberedt min krop på igen i denne måned.
Og nu ved jeg ikke engang om jeg er glad?! Hvad f.... er det for noget?!
Men mit humør er i hvert fald væsentligt bedre end det var for en måned siden - det er bare en ny situation, som bringer nogle andre ting med sig.
Jeg er bange - helt vildt bange. For det kan jo sagtens gå galt. Jeg kender nærmest en dårlig graviditetshistorie fra hver en uge i de 40-ugers graviditet. Og her i starten er abortrisikoen jo overhængende stor, så hvordan sikrer man sig mod angsten og sorgen?
I et tidligere indlæg har jeg skrevet noget i retning af: man kan ikke tage sorgerne på forskud, så man kan lige så godt nyde det, mens det går godt og babyen har det godt i maven. Men det er som om kroppen selv styrer den del af det. Kroppen beskytter sig selv, og derfor tror min krop og jeg vist ikke rigtig på, at der faktisk er en lille spire i maven og at det går godt denne gang.
Måske giver det ikke mening, det med kroppen? Men jeg er ikke så glad som jeg troede jeg ville være. Jeg er faktisk bare angst.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar