Zzzzzz

Ehmen, jeg er så træt. Jeg er så træt, at jeg ikke ved hvordan jeg skal komme igennem dagen. Og det er endda lørdag og alt jeg har på programmet er hjemme-nusse-ting, og alligevel orker jeg ikke.

Én ting er hormoner i kroppen, noget helt andet er november. Og tilsammen har de klistret mine øjenlåg fast forneden, og jeg orker ikke åbne dem. Jeg kan faktisk ikke huske, at jeg var så træt sidst, og da var jeg jo også gravid heromkring... Til gengæld er jeg indtil videre sluppet for kvalme og den slags herligheder.

Og det der med gravid... joh, det er da langsomt begyndt at gå op for mig, at jeg jo nok er gravid, når der er to streger på testen. Og at det så måske betyder, at vi skal have en levende baby denne gang.

Men hold nu kæft hvor jeg bøvler med angsten. De første par uger har jeg slet ikke turdet tro på, at jeg faktisk var gravid. Har bare forsøgt at udskyde tankerne. Faktisk så meget, at jeg ikke rigtig har fortalt det til nogen (på trods af intentioner om det modsatte), og jeg har ikke regnet og gjort ved, som jeg ellers har været god til tidligere.

Men nu er det begyndt at gå op for mig, og jeg kæmper med mantraet: Man kan ikke tage sorgerne på forskud.

Jeg gentager mekanisk: Uanset hvor meget jeg har forsøgt at beskytte mig mod at knytte mig til det lille væsen i maven, og uanset hvor lidt jeg har forsøgt at planlægge ud fra denne graviditet, vil jeg være ubehjælpelig ked af det, hvis noget går galt denne gang. Og så kan jeg jo lige så godt nyde det, ikk?

Men én ting er at gentage det i hovedet, noget andet er virkelig at nyde det. Og det er jeg vist ikke helt kommet til endnu.

Hvis jeg lader mig selv køre ud af sporet, er jeg jo sikker på, at der ikke er noget hjerteblink til skanningen på onsdag. Og i fald der er, vil det sikkert gå galt omkring uge 10 som ved Malene, eller ved Nakkefoldsskanningen i uge 12 eller i uge 13 som ved Kirsten eller... For slet ikke at tale om det risici, som reelt er forhøjede hos mig: hjerteskanningen i uge 15, misdannelsesskanning i uge 20, notch-skanning i uge 23. Hvordan f.... skal jeg komme igennem de 40 uger?!

Jeg nå snakke med hende psykolog-damen om det. Et eller andet bliver jeg nødt til at gøre for at styre den angst. Ellers ender det vist med at hverken mor eller barn overlever.

Indtil videre vil jeg bare sørge for at overleve i dag. Og hvis jeg skal det, så tror jeg nok jeg hopper ind under dynen igen. For jeg er så ubehjælpelig træt!