søndag den 4. december 2011

At kaste op på en Hay-pude...

...og andre tanker her i bagslippen på årets første julefrokost.

For filleren, lærer jeg det aldrig?! Man skulle ikke tro det, men nok ligner jeg én på 31 somre, men jeg drikker stadig som om jeg var 15.

Dengang, da jeg faktisk var 15, drak jeg ikke. I min familie var fester bandlyst - dans blev betragtet som stående samleje og alkohol blot en af livets simple glæder og ikke noget vi fromme mennesker beskæftigede os med.

Det er en længere historie, men efter mit opgør med min missionske baggrund, kastede jeg mig for alvor ud i livets glæder. Og i en alder af 24 skulle jeg så til at prøve grænser af - du ved, gå med fyre og den slags. Og jeg har vist stadig ikke lært, hvornår nok er nok, og hvornår man skal lade hvidvinsglasset stå og i stedet tage et glas vand.

Det bøder jeg så for i dag. Inklusive noget med en Hay-pude i et soveværelse i en forstad til Kbh.

P.S.
Da jeg skrev, at jeg meget snart ville lave et indlæg om andet end sorg og weltschmertz, var det altså ikke lige det her, jeg havde i tankerne. Sorry!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar