Godt nytår

Jeg har næsten klaret det. Næsten overlevet.

Jeg har blæst en boble op, som jeg kunne bo i, mens de andre fejrede jul. Mens de andre sagde Glædelig jul og godt nytår. Jeg har ladet som om, det ikke var jul - bare en aften, hvor vi spiser mad og hygger. Ikke tænkt over det, bare gjort det.

Men af en eller anden grund synes jeg nytåret er værre. Jeg har de sidste par dage været stigende trist, og jeg tror det hænger sammen med, at jeg ikke kan overskue at forlade det år, hvor lille V levede og døde.
For så er det definitivt længe siden. Og jeg vil ikke ha' at det er længe siden. For det er jo lige sket. Min verden er stadig ikke blevet sig selv igen. Alt er rystet ud af form og led. Jeg er ikke mig selv.

I går overvejede jeg seriøst at fejre nytår helt alene. Mig, sofa, sushi, TV.
Så kunne jeg bruge aftenen på at komme overens med det faktum, at jeg skal sige farvel til det gamle og goddag til det nye. Farvel til det år, hvor jeg mødte min lille dreng og voksede en kæmpe kærlighed.
Og goddag til et år, som ingen ved hvad bringer.

Men R vil virkelig gerne have mig med, og jeg synes vel egentlig heller ikke rigtig det er en løsning. Det kan ikke nytte noget. Jeg bliver nødt til at se det i øjnene, som alt det andet jeg har set i øjnene.

Men i aften vil jeg igen blæse en boble op og lade som om det bare er en aften i gode venners lag. Og lukke ørerne, når de andre siger: Godt nytår!