Goddag sorg!

Det lykkes faktisk meget godt, det der med at give sorgen konkurrence. Og faktisk går det også meget godt, det der med at give andet plads.

Nu er problemet så bare, at jeg holder sorgen fuldstændig fra livet. Jeg har i et par uger fokuseret på alt andet i mit liv, dyrket arbejde, dyrket venner, dyrket motion, dyrket sex (og vel og mærke ikke med project-baby-making for øje...) Jeg har kæmpet mig igennem ved at fylde al tiden ud med andet end tanker og computer. Og der har ikke været plads til at stoppe op og tænke, for sæt nu hvis det betyder, at jeg igen ender i tårer.

Anyway, jeg ved ikke om det egentlig er et problem. Jeg har bare brug for en pause.

Dengang for 7 måneder siden (faktisk præcis i dag, tillykke lille V) fattede jeg slet ikke omfanget af, hvad jeg havde mistet. Selvom man kan sige, at jeg 'kun' har mistet én ting, kunne jeg slet ikke begribe omfanget og erkendelsen af tabet kom langsomt og i etaper.

Nu er jeg begyndt at gå i ring i sorgen. Den er ikke ny og sønderrivende hver dag længere, men mere velkendt og en grundtone i mit liv.

Ikke at det har fundet en plads i mit liv endnu - det har det ikke. Men jeg vågner ikke længere hver morgen og bliver chokeret, når jeg kommer i tanke om, hvad der er sket. Jeg vågner og siger goddag til den velkendte følelse af stolthed blandet med ubegribelig sorg.

Sådan en lørdag aften som denne, er det nu alligevel svært at ryste billederne af sig.

Jeg vil altid elske billedet af min lille dreng, der holder sin store, stærke far i hånden.