Here we go...

Nøjs, hvor har jeg trukket den, hva? Nogle kunne måske have overvejet om det virkelig betød, at jeg ikke trak vejret længere, da vinteren var slut. Men det gjorde jeg. Trak vejret. Og jeg er minsandten også stadig gravid, hvem skulle have troet det?!

Jeg har virkelig haft kvaler med at komme herind igen og gøre status, men min helt fantastiske jordemoder mener det vil være godt for mig at skrive lidt ned om alle tankerne, so here we go.

Jeg er i dag 31+5 og jeg føler mig helt fantastisk heldig at få lov til at være gravid endnu. Jeg mistede jo ikke bare lille V i maj sidste år (selvom det selvfølgelig er det største tab), men jeg mistede også de sidste 3 måneder af graviditeten, og jeg savnede sådan at være gravid og bære mit barn som jeg skulle ifølge planen.

Nu er jeg her - gravid og tung og glad. Til tider i hvert fald.

Jeg bærer stadig rundt på en kæmpe angst. Jeg er længere nu end jeg kom med liille V, så jeg kan jo definitivt sige, at det ikke bliver det samme forløb. Men undervejs er jeg stødt på andre (fantastiske) kvinder, som har mistet i eller lige efter graviditeten, og det har sat sig i mig som en kæmpe angst for det usandsynlige.

Angst for at navlesnoren er viklet om halsen, angst for blødning i moderkagen, angst for indre vuggedød. Grundlæggende angst for at miste igen.
Jeg føler jo ikke bare jeg i denne graviditet har mit kommende barns liv på spil - jeg føler at jeg er gravid med mit eget liv som indsats. Jeg overlever simpelthen ikke at miste igen.

Der er en chance for, at jeg kommer til at leve med lille V i hjertet og på kirkegården, men med ro. Men jeg får aldrig ro, hvis jeg skal begrave endnu et barn. Og fordi indsatsen er så uendelig stor, føles det som et fuldstændig urimeligt krav, at jeg skal forsøge at tøjle min angst.

For det føler jeg nemlig; at omverdenen kræver at jeg kan tale fornuft til min angst. Det gælder familie og venner, men det gælder faktisk også sundhedspersonalet.
De forsøger at overbevise mig om, at alt forløber normalt og at jeg skal vælge at tro på det. Og mange gange lykkes det også i dagene lige efter at jeg har været på hospitalet.
Men angsten bliver ved med at boble op i min hals som en kvælende, altdominerede følelse, og jeg ved simpelthen ikke, om jeg skal forsøge at sætte hele min vilje ind på at tøjle den eller om jeg skal lade være med at spille helt og indrømme overfor R, sundhedspersonalet og mig selv, at jeg simpelthen bare er så bange for at miste igen.

Det er her jeg er nu. Der er stadig tid til overvejelser, men lige om lidt banker virkeligheden på, og lillepigen (fik jeg fortalt, at det er en pige?) skal ud af sin hule. Jeg håber inderligt, at afslutningen af graviditeten kan være et punktum for angsten.
Ikke at jeg er så naiv at tænke, at der ikke er bekymringer forbundet med det levende barn. Men angsten lige nu bygger på noget uforudsigeligt, usandsynligt og uhåndterligt. Og jeg er nødt til igen at blive pakket ind i det der beskyttende lag, vi alle render rundt med, som betyder at vi tænker, at det sker ikke for mig.

Tanker herfra.

Træk vejret!

Der har været radiotavshed et stykke tid. Årsag? Tja, jeg har vist bare ikke kunnet overskue at sætte tankerne i logisk rækkefølge.
Succeskriteriet for denne vinter er stadig at trække vejret, når vi kommer til marts. Jeg sætter ikke overliggeren højere end overlevelse. En dag ad gangen.

Og så til de to streger: Jeg har slet ikke rigtig troet på det de første uger. Har bare gået og ventet på, hvornår jeg skulle bløde og det skulle være slut.
En scanning for en uge siden viste et fint lille bankende hjerte. Og jeg har massiv kvalme i døgndrift.

Om spunken stadig har det godt, ved jeg jo ikke. Men kroppen er da i hvert fald gravid. Og så må jeg bare håbe det bedste.

Psykisk har de sidste uger været frygtelige. Kvalme hjælper ikke på at skulle overskue et temmelig angstfyldt projekt. Og det hjælper heller ikke stort på at skulle overskue hverdagen. Jeg synes faktisk det er temmelig uoverskueligt at skulle have en baby. Så selvom jeg selvfølgelig bare ønsker at få det lille levende barn, så er det også ambivalent.

De sidste par dage har jeg dog været en lille smule mere mig selv. Har stadig den frygtelige kvalme, men nu håber, håber, håber jeg bare, at den lille kan leve.
Jeg skylder jo også dette lille liv at tro lidt på det. Og glæde mig.

Jeg fortalte det til et par veninder i går. Og de blev helt vildt glade. Tårer i øjnene og sådan. Og jeg fik bare sådan lyst til at sige: den eneste grund til, at I bliver så glade er, at jeg har et dødt barn. Og det hjælper faktisk ikke på savnet at være gravid igen. Jeg er stadig pisse ked af at jeg ikke har min dreng. Og jeg er rigtig ked af at han ikke får lov til at opleve at blive storebror.
Jeg tror jeg får det ret svært i denne graviditet i forhold til omgivelsernes reaktioner. Udviser de glæde, får jeg brug for at tage forbehold i forhold til lille V. Og forsøger de at berolige mig, bliver jeg nødt til at insistere på angsten.

Det var tankerne her på kanten af en ny uge. Jeg savner min lille dreng. Punktum.

At være mor uden sit barn...

I guder, januar er ikke min ven.

Der er mørkt morgen, middag, aften og der er mørkt i sindet. Jeg skal ikke belemre jer med et alen-langt jamre-indlæg - det gør vist hverken jer eller mig i bedre humør - men januar er altså ikke min kop the. Og slet ikke i år.

Lige for tiden synes jeg det er dybt uretfærdigt, at min dreng ikke har lov til at være her ligesom alle andres børn. Ja, jeg ved godt, han er død, jeg er ikke gået totalt wacko. Men han har jo været her, og han er her stadig for mig.

Jeg savner, at han får lov til at fylde ude i virkeligheden og ikke kun i mit sind. Jeg savner at få lov til at snakke om ham uden den øredøvende stilhed og de akavede sekunder før nogen tør sige noget andet. Jeg savner at kunne bringe ham op lige så tit som andre mødre bringer deres børn frem.

Og jeg er ikke let at være sammen med. Jeg reagerer, når andre snakker om børn. Får sådan en lyst til at sige:"...men dit barn lever!" når andre brokker sig over manglende søvn, amme-problemer og den slags. Nøjes ofte med bare at læne mig tilbage og tænke mit. Siger ingenting. For hvad skal jeg sige? Jeg skal hver eneste dag i det her f.... liv leve med, at jeg ikke har mit barn. Andre skal hver eneste dag leve med deres. Og ja, det kan da uden tvivl være hårdt. Men perspektivet er bare så ulige.

Jeg havde et rigtig hyggeligt gensyn med en veninde i dag, som jeg ellers ikke rigtig har kunnet rumme de sidste 8 måneder. Lang historie kort, så er hun ofte tilbøjelig til at tale om sig selv og ikke så tilbøjelig til at lytte. Det er en længere historie, men faktisk var det rigtig hyggeligt. Endte med at blive 3 timers kaffe-hygge med snak om både lille V, parforhold, svigermekanik og andre essentielle ting. Tog glad derfra.

Da jeg så kom hjem havde hun sendt en invitation ud til vores fælles venindeflok. Ordlyden var noget i retning af: I bliver hermed inviteret til fødselsdag (på en hverdag om formiddagen) for alle jer hjemmegående. Jeg har alligevel ikke plads til alle, så nu bliver der en naturlig selektion. Og babyer er selvfølgelig velkomne.

Øh ok, men jeg er hverken hjemmegående, har fri en hverdag eller har en baby, så jeg er vist ikke lige berettiget til at komme til den fødselsdag. Mærkeligt at modtage efter vi i flere timer har snakket om det svære i at leve med et dødt spædbarn.

Enten er mine ører skruet usædvanligt på og jeg er hyper-sensitiv. Eller også er det lidt ubetænksomt skrevet. Ved det ikke. Sandheden er bare, at lille V er udelukket af livet og jeg er udelukket af gruppen af nybagte mødre. Deal with it!

Blev det alligevel et jamre-indlæg? Sorry, det var ikke intentionen. Men det er meget svært at grave solstråler frem i al dette mørke.

Bagvendt

Det føles som om jeg er kommet baglæns ind i det nye år.

Jeg kæmpede så indædt end kamp for at holde status-tankerne på afstand i hele juleferien, at jeg slet ikke nåede at, ja, gøre status.
Og nu sidder jeg her og føler mig helt bagvendt og underlig og bliver irriteret over alt, der minder mig om, at det er et nyt år og det gamle definitivt er slut.

Og ja, jeg bliver vist bare irriteret over det hele for tiden. Mest af alt R.

Jeg har ellers forsøgt at holde vores forhold ude af bloggen, da jeg på en eller anden måde synes det er lidt udleverende, og ikke noget jeg har ejerskab over. Men det er jo også mit liv. Så hvis jeg nu kun bliver på min banehalvdel, kan jeg vel godt bringe det til bordet?

Det er ikke fordi der er så meget at sige. Men vi bliver meget irriterede på hinanden for tiden. Og jeg føler, der mangler kærlighed i mellem os. Det er et gammelt, tilbagevendende tema. Kærlighed. Og hvordan den kommer til udtryk.
Helt klassisk er jeg et tale-menneske, som skal have mental opmærksomhed for at føle mig set og hørt og elsket. R er langt mere et handle-menneske og skal (som så mange andre mænd) have sex, for at føle sig elsket.

Det nye er, at jeg synes en del af respekten i mellem os er røget. Og det kommer tydeligst til udtryk i vores sprogbrug. Jeg synes vi er blevet hudløse og tja, ligeglade ind i mellem. Og det er bare så pisse-farligt. For man kan overleve al modgang (tror jeg efter det her år), hvis bare man har respekten bevaret. Men ryger respekten er skridtet hen til ligegyldighed og opgiven bare så uendelig kort. Og det kan jeg slet ikke bære.

Min underligt bagvendte tilstand gør heller ikke tingene herhjemme lettere. For jeg føler ikke jeg er mig selv. Og jeg kan ikke finde begejstring ved noget som helst. Mit humør har været dalende de sidste par uger, og mit humør er en kæmpe faktor i vores forhold, desværre.

Jeg tror R har givet lidt op. Han føler, han har løbet en maraton det her år, for at hjælpe og støtte mig. Og nu har han bare fået nok og vil have sin letsindede kærste tilbage. Og jeg bliver ked af det, når han bemærker, at det er et trist liv jeg har fået mig. For han har ret. Det er fandme trist for tiden.

Endnu engang har jeg erkendt, at det kan ikke nytte noget at skubbe tanker og følelser væk, for at overleve nogle bestemte dage. For det tager revanche efterfølgende og bliver langvarigt og smertefuldt. Måske det også gælder for mit forhold?

Godt nytår # 2

Godt nytår.

Det gik - jeg dansede hele natten.
På cola og vand.
For jeg er gået ind i det nye år med to streger. Igen.

Åh, Gud, godt nytår.