Jeg er begyndt at strikke.

Jo, jo, strikke skam. Og nu kender du mig jo ikke så godt, men det er bare absolut ikke mig, sådan noget krea-gejl. Bevares, jeg har altid syntes det var fedt, når andre kunne, men jeg er alt for utålmodig til den slags og har alt for meget andet, jeg hellere vil.

Men efter min tragedie i maj har mange af mine 'normale' aktiviteter føltes tomme og ligegyldige, og jeg har fx ikke kunnet koncentrere mig om at læse (som jeg ellers plejer at gøre i metervis).

Og hvor kom det så lige fra, det der med strikkepindene? Hm, tja, jeg ved det vist ikke. Men i hvert fald har jeg fundet ud af, at det jo egentlig ikke handler om at være krea-idiot eller så meget om at producere. Men det handler om processen.

Og jeg har fundet ud af, at jeg tænker u-tro-lig godt, når jeg strikker. Jeg kan sidde i timevis og strikke ret og vrang, mens tankerne går på langfart i alt og ingenting. I det ubetydelige og det livsvæsentlige. Og nogle dage kan jeg have svært ved at lægge det fra mig, for lige dér, i sofaen, med strikkepindene, har jeg ro. Og alle andre steder i mit liv larmer det noget så forfærdeligt.

Nå, men så faldt jeg over denne bog. Og det er bare så PRÆCIS sådan jeg har det.

Det er ikke spor videnskabeligt eller bevist eller noget som helst. Men jeg tror det der strik kan noget, som er godt for sjælen på en helt terapeutisk måde... måske gælder det alt hvad man kan skabe med hænderne og som ikke nødvendigvis sidder i hjernen?

Hvis jeg bliver rigtig modig en dag, lægger jeg billeder ud af mine små-projekter. Men det er jo egentlig ikke resultatet der tæller, men vejen dertil. Og det kan man jo ikke lige affotografere, vel?

Pjæk. Punktum.

Jeg tog jo faktisk på arbejde i mandags, selvom jeg mest af alt havde lyst til at blive hjemme og tage en test hveranden time. Men jeg tog på arbejde. Og det gjorde jeg også tirsdag og onsdag. I dag kunne jeg ikke mere.

Jeg kan simpelthen ikke koncentrere mig om det. Jeg er der fysisk, men i mine tanker er jeg alle andre steder. Jeg glemmer hvad jeg er i gang med, kan ikke følge med i samtaler og glemmer aftaler, møder osv. Det er som om, der bliver afspillet en spillefilm i mit hovede, samtidig med at jeg skal være tilstede i rummet. Og spillefilmen overtager ind imellem fuldstændig, så jeg bliver usammenhængende og fraværende. Jeg kan ikke rigtig bestemme med mig selv, om det er bedst at jeg arbejder på trods af manglende nærvær eller om jeg bare skulle melde mig ud og lægge mig syg.

Og de to streger gør det absolut ikke nemmere. Nu kredser mine tanker om det og alle de modsatrettede følelser. Hvis jeg tænker det helt ud, har jeg egentlig bare lyst til at lægge mig under dynen og først komme frem igen, når babyen skal ud.

Ahr, det er sgu da ikke noget liv, det her. Hvordan i alverden er jeg havnet her?!

Jeg er så træt i krop og sjæl, og magter jo nærmest ikke livet som det er: med arbejde, indkøb, tandlægebesøg, familiebesøg. Alt det som hører til hverdagen. Jeg er træt af ikke at være MIG, og føle at det hele er på vrangen.

Og nu er jeg tilmed bange.

Nå, men pjæk-dagen bliver brugt til at samle lidt sammen på stumperne af mig. Sidde lidt i morgenkåbe med computer og the. Gå en tur på kirkegården. Få ryddet lidt op. Bare være. Det trænger jeg til.

Det skal bare ikke være nemt...

Hm, stadig fuck.

Jeg ved ikke hvad jeg skal tænke om det hele. Men jeg ved, at jeg næsten ikke kan tænke på andet.

Da jeg fik min menstruation i sidste måned, blev jeg jo simpelthen så ubehjælpeligt ked af det, at jeg havde lyst til bare at lægge mig til at rådne op. Og det havde jeg forberedt min krop på igen i denne måned.

Og nu ved jeg ikke engang om jeg er glad?! Hvad f.... er det for noget?!

Men mit humør er i hvert fald væsentligt bedre end det var for en måned siden - det er bare en ny situation, som bringer nogle andre ting med sig.

Jeg er bange - helt vildt bange. For det kan jo sagtens gå galt. Jeg kender nærmest en dårlig graviditetshistorie fra hver en uge i de 40-ugers graviditet. Og her i starten er abortrisikoen jo overhængende stor, så hvordan sikrer man sig mod angsten og sorgen?

I et tidligere indlæg har jeg skrevet noget i retning af: man kan ikke tage sorgerne på forskud, så man kan lige så godt nyde det, mens det går godt og babyen har det godt i maven. Men det er som om kroppen selv styrer den del af det. Kroppen beskytter sig selv, og derfor tror min krop og jeg vist ikke rigtig på, at der faktisk er en lille spire i maven og at det går godt denne gang.

Måske giver det ikke mening, det med kroppen? Men jeg er ikke så glad som jeg troede jeg ville være. Jeg er faktisk bare angst.

To streger...

Fuck.

Pjæk?

Er det egentlig ikke ok at blive hjemme fra arbejde, når man bare slet ikke kan overskue dagen?

Historien lyder sådan her:

For 5 måneder siden fødte jeg (desværre for tidligt) en lille dreng, som havde en hjertefejl. Kombinationen af hjertefejl og for tidlig fødsel gjorde, at han ikke kunne leve. Vi nåede dog at være en lille familie i 5 fantastiske dage! Jeg elsker ham og jeg savner ham hver dag. Jeg savner lugten af ham og følelsen af ham. Jeg savner at se R som fuldblods-far og jeg savner nogen at være mor for. Min kærlighed er hjemløs. Meget mere om den i tidligere indlæg (og formentlig også i kommende).

Men nu er det sådan, at R og jeg er gået i gang med at prøve at lave en baby igen. Dvs. vi har prøvet 2 måneder nu, og tro nu ikke, at vi bare tager det som det kommer. Næe nej, for Stine her er indrettet sådan, at hun absolut ikke kan slappe af omkring det og derfor absolut skal beregne alt muligt lort: ægløsningsdagen, terminsdagen, hvornår menstruationen burde dukke op, hvornår det er tid til nakkefoldsscanning osv. osv. Det KAN ikke lade sig gøre for mig bare at tage det som det kommer. Og det resulterede selvfølgelig i et kæmpe krampe-gråds-anfald i sidste måned, hvor menstruationen rigtignok kom på liiige den dag, jeg havde regnet ud.

Og det var faktisk ikke sjovt. Jeg kæmpede hele dagen med at holde tårer og gråd tilbage. Og knækkede fuldstændig sammen om aftenen hjemme i sofaen. Fik ligesom en tur mere i hele sorg-karusellen. For ikke nok med, at jeg ikke var gravid: jeg kunne heller ikke passe ordentlig på det lille menneske, som jeg elskede over alt på jorden. Jeg havde ham, men han døde fra mig.

Og nu er det så i morgen alle beregninger tyder på, at jeg skal have min menstruation. Og jeg kan bare slet ikke overskue at gå dér på arbejdet og hele tiden spekulere på, om det nu kom. Og hvad nu hvis det kommer lige inden jeg skal undervise og jeg kommer til at græde og sådan?

Jeg er ellers opvokset i en familie, hvor man nærmest skulle have en fod i graven for at få lov til at blive hjemme. Jeg har ind imellem haft min mor mistænkt for, at det mest handlede om, at hun ikke gad bruge en dag hjemme med et sygt barn. Så du kan nok forstå, at samvittigheden nager mig.

Meeen, mon ikke det er ok at smide jeg-har-mistet-en-baby-kortet lige i morgen, og spendere dagen i sofaen med computer, kaffe og strikketøj, og forsøge at holde igen på søgeordene på google, mens tankerne kværner rundt?

Så går jeg i luften på Blogger...

Jeg faldt i blogsuppen for efterhånden 5 måneder siden og har så småt forsøgt mig med en blog på adressen http://blogsuppen.wordpress.com/ (læs gerne her først, hvis du undrer dig over mit alvorlige liv).

Jeg ELSKER andres blogs og føler mig vel ikke tilnærmelsesvis værdig til at befinde mig i midten af alle de fantastiske bloggere, jeg efterhånden er stødt på. Men jeg ELSKER også at skrive og få afløb (kom til at skrive aflad, freudian slip) for livet i kombinationerne af de 29 bogstaver. Så jeg kan vel egentlig være ligeglad med, om det er værd at læse?

Jeg håber dog alligevel, du har lyst til at læse og lytte lidt til mig. Jeg fandt wordpress lidt tungt at arbejde i, så nu forsøger jeg googles version i stedet.