Nøjs, hvor har jeg trukket den, hva? Nogle kunne måske have overvejet om det virkelig betød, at jeg ikke trak vejret længere, da vinteren var slut. Men det gjorde jeg. Trak vejret. Og jeg er minsandten også stadig gravid, hvem skulle have troet det?!
Jeg har virkelig haft kvaler med at komme herind igen og gøre status, men min helt fantastiske jordemoder mener det vil være godt for mig at skrive lidt ned om alle tankerne, so here we go.
Jeg er i dag 31+5 og jeg føler mig helt fantastisk heldig at få lov til at være gravid endnu. Jeg mistede jo ikke bare lille V i maj sidste år (selvom det selvfølgelig er det største tab), men jeg mistede også de sidste 3 måneder af graviditeten, og jeg savnede sådan at være gravid og bære mit barn som jeg skulle ifølge planen.
Nu er jeg her - gravid og tung og glad. Til tider i hvert fald.
Jeg bærer stadig rundt på en kæmpe angst. Jeg er længere nu end jeg kom med liille V, så jeg kan jo definitivt sige, at det ikke bliver det samme forløb. Men undervejs er jeg stødt på andre (fantastiske) kvinder, som har mistet i eller lige efter graviditeten, og det har sat sig i mig som en kæmpe angst for det usandsynlige.
Angst for at navlesnoren er viklet om halsen, angst for blødning i moderkagen, angst for indre vuggedød. Grundlæggende angst for at miste igen.
Jeg føler jo ikke bare jeg i denne graviditet har mit kommende barns liv på spil - jeg føler at jeg er gravid med mit eget liv som indsats. Jeg overlever simpelthen ikke at miste igen.
Der er en chance for, at jeg kommer til at leve med lille V i hjertet og på kirkegården, men med ro. Men jeg får aldrig ro, hvis jeg skal begrave endnu et barn. Og fordi indsatsen er så uendelig stor, føles det som et fuldstændig urimeligt krav, at jeg skal forsøge at tøjle min angst.
For det føler jeg nemlig; at omverdenen kræver at jeg kan tale fornuft til min angst. Det gælder familie og venner, men det gælder faktisk også sundhedspersonalet.
De forsøger at overbevise mig om, at alt forløber normalt og at jeg skal vælge at tro på det. Og mange gange lykkes det også i dagene lige efter at jeg har været på hospitalet.
Men angsten bliver ved med at boble op i min hals som en kvælende, altdominerede følelse, og jeg ved simpelthen ikke, om jeg skal forsøge at sætte hele min vilje ind på at tøjle den eller om jeg skal lade være med at spille helt og indrømme overfor R, sundhedspersonalet og mig selv, at jeg simpelthen bare er så bange for at miste igen.
Det er her jeg er nu. Der er stadig tid til overvejelser, men lige om lidt banker virkeligheden på, og lillepigen (fik jeg fortalt, at det er en pige?) skal ud af sin hule. Jeg håber inderligt, at afslutningen af graviditeten kan være et punktum for angsten.
Ikke at jeg er så naiv at tænke, at der ikke er bekymringer forbundet med det levende barn. Men angsten lige nu bygger på noget uforudsigeligt, usandsynligt og uhåndterligt. Og jeg er nødt til igen at blive pakket ind i det der beskyttende lag, vi alle render rundt med, som betyder at vi tænker, at det sker ikke for mig.
Tanker herfra.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar