I guder, januar er ikke min ven.
Der er mørkt morgen, middag, aften og der er mørkt i sindet. Jeg skal ikke belemre jer med et alen-langt jamre-indlæg - det gør vist hverken jer eller mig i bedre humør - men januar er altså ikke min kop the. Og slet ikke i år.
Lige for tiden synes jeg det er dybt uretfærdigt, at min dreng ikke har lov til at være her ligesom alle andres børn. Ja, jeg ved godt, han er død, jeg er ikke gået totalt wacko. Men han har jo været her, og han er her stadig for mig.
Jeg savner, at han får lov til at fylde ude i virkeligheden og ikke kun i mit sind. Jeg savner at få lov til at snakke om ham uden den øredøvende stilhed og de akavede sekunder før nogen tør sige noget andet. Jeg savner at kunne bringe ham op lige så tit som andre mødre bringer deres børn frem.
Og jeg er ikke let at være sammen med. Jeg reagerer, når andre snakker om børn. Får sådan en lyst til at sige:"...men dit barn lever!" når andre brokker sig over manglende søvn, amme-problemer og den slags. Nøjes ofte med bare at læne mig tilbage og tænke mit. Siger ingenting. For hvad skal jeg sige? Jeg skal hver eneste dag i det her f.... liv leve med, at jeg ikke har mit barn. Andre skal hver eneste dag leve med deres. Og ja, det kan da uden tvivl være hårdt. Men perspektivet er bare så ulige.
Jeg havde et rigtig hyggeligt gensyn med en veninde i dag, som jeg ellers ikke rigtig har kunnet rumme de sidste 8 måneder. Lang historie kort, så er hun ofte tilbøjelig til at tale om sig selv og ikke så tilbøjelig til at lytte. Det er en længere historie, men faktisk var det rigtig hyggeligt. Endte med at blive 3 timers kaffe-hygge med snak om både lille V, parforhold, svigermekanik og andre essentielle ting. Tog glad derfra.
Da jeg så kom hjem havde hun sendt en invitation ud til vores fælles venindeflok. Ordlyden var noget i retning af: I bliver hermed inviteret til fødselsdag (på en hverdag om formiddagen) for alle jer hjemmegående. Jeg har alligevel ikke plads til alle, så nu bliver der en naturlig selektion. Og babyer er selvfølgelig velkomne.
Øh ok, men jeg er hverken hjemmegående, har fri en hverdag eller har en baby, så jeg er vist ikke lige berettiget til at komme til den fødselsdag. Mærkeligt at modtage efter vi i flere timer har snakket om det svære i at leve med et dødt spædbarn.
Enten er mine ører skruet usædvanligt på og jeg er hyper-sensitiv. Eller også er det lidt ubetænksomt skrevet. Ved det ikke. Sandheden er bare, at lille V er udelukket af livet og jeg er udelukket af gruppen af nybagte mødre. Deal with it!
Blev det alligevel et jamre-indlæg? Sorry, det var ikke intentionen. Men det er meget svært at grave solstråler frem i al dette mørke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar