Bagvendt

Det føles som om jeg er kommet baglæns ind i det nye år.

Jeg kæmpede så indædt end kamp for at holde status-tankerne på afstand i hele juleferien, at jeg slet ikke nåede at, ja, gøre status.
Og nu sidder jeg her og føler mig helt bagvendt og underlig og bliver irriteret over alt, der minder mig om, at det er et nyt år og det gamle definitivt er slut.

Og ja, jeg bliver vist bare irriteret over det hele for tiden. Mest af alt R.

Jeg har ellers forsøgt at holde vores forhold ude af bloggen, da jeg på en eller anden måde synes det er lidt udleverende, og ikke noget jeg har ejerskab over. Men det er jo også mit liv. Så hvis jeg nu kun bliver på min banehalvdel, kan jeg vel godt bringe det til bordet?

Det er ikke fordi der er så meget at sige. Men vi bliver meget irriterede på hinanden for tiden. Og jeg føler, der mangler kærlighed i mellem os. Det er et gammelt, tilbagevendende tema. Kærlighed. Og hvordan den kommer til udtryk.
Helt klassisk er jeg et tale-menneske, som skal have mental opmærksomhed for at føle mig set og hørt og elsket. R er langt mere et handle-menneske og skal (som så mange andre mænd) have sex, for at føle sig elsket.

Det nye er, at jeg synes en del af respekten i mellem os er røget. Og det kommer tydeligst til udtryk i vores sprogbrug. Jeg synes vi er blevet hudløse og tja, ligeglade ind i mellem. Og det er bare så pisse-farligt. For man kan overleve al modgang (tror jeg efter det her år), hvis bare man har respekten bevaret. Men ryger respekten er skridtet hen til ligegyldighed og opgiven bare så uendelig kort. Og det kan jeg slet ikke bære.

Min underligt bagvendte tilstand gør heller ikke tingene herhjemme lettere. For jeg føler ikke jeg er mig selv. Og jeg kan ikke finde begejstring ved noget som helst. Mit humør har været dalende de sidste par uger, og mit humør er en kæmpe faktor i vores forhold, desværre.

Jeg tror R har givet lidt op. Han føler, han har løbet en maraton det her år, for at hjælpe og støtte mig. Og nu har han bare fået nok og vil have sin letsindede kærste tilbage. Og jeg bliver ked af det, når han bemærker, at det er et trist liv jeg har fået mig. For han har ret. Det er fandme trist for tiden.

Endnu engang har jeg erkendt, at det kan ikke nytte noget at skubbe tanker og følelser væk, for at overleve nogle bestemte dage. For det tager revanche efterfølgende og bliver langvarigt og smertefuldt. Måske det også gælder for mit forhold?