Der har været radiotavshed et stykke tid. Årsag? Tja, jeg har vist bare ikke kunnet overskue at sætte tankerne i logisk rækkefølge.
Succeskriteriet for denne vinter er stadig at trække vejret, når vi kommer til marts. Jeg sætter ikke overliggeren højere end overlevelse. En dag ad gangen.
Og så til de to streger: Jeg har slet ikke rigtig troet på det de første uger. Har bare gået og ventet på, hvornår jeg skulle bløde og det skulle være slut.
En scanning for en uge siden viste et fint lille bankende hjerte. Og jeg har massiv kvalme i døgndrift.
Om spunken stadig har det godt, ved jeg jo ikke. Men kroppen er da i hvert fald gravid. Og så må jeg bare håbe det bedste.
Psykisk har de sidste uger været frygtelige. Kvalme hjælper ikke på at skulle overskue et temmelig angstfyldt projekt. Og det hjælper heller ikke stort på at skulle overskue hverdagen. Jeg synes faktisk det er temmelig uoverskueligt at skulle have en baby. Så selvom jeg selvfølgelig bare ønsker at få det lille levende barn, så er det også ambivalent.
De sidste par dage har jeg dog været en lille smule mere mig selv. Har stadig den frygtelige kvalme, men nu håber, håber, håber jeg bare, at den lille kan leve.
Jeg skylder jo også dette lille liv at tro lidt på det. Og glæde mig.
Jeg fortalte det til et par veninder i går. Og de blev helt vildt glade. Tårer i øjnene og sådan. Og jeg fik bare sådan lyst til at sige: den eneste grund til, at I bliver så glade er, at jeg har et dødt barn. Og det hjælper faktisk ikke på savnet at være gravid igen. Jeg er stadig pisse ked af at jeg ikke har min dreng. Og jeg er rigtig ked af at han ikke får lov til at opleve at blive storebror.
Jeg tror jeg får det ret svært i denne graviditet i forhold til omgivelsernes reaktioner. Udviser de glæde, får jeg brug for at tage forbehold i forhold til lille V. Og forsøger de at berolige mig, bliver jeg nødt til at insistere på angsten.
Det var tankerne her på kanten af en ny uge. Jeg savner min lille dreng. Punktum.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar